Gå til sidens indhold
16.10.2017

Livsglæden får vinger på Plejehjemmet Skæring

Et brevdueslag med brevdueunger indsamlet fra hele landet skal bringe mere liv til Plejehjemmet Skæring til stor glæde for beboerne – ikke mindst den gamle brevdueentusiast Jens Laursen, der bor på plejehjemmet.

På Plejehjemmet Skæring har beboer Jens Laursen fået et stort ønske opfyldt. Han har haft brevduer siden 1967 og kan nu genoptage sin hobby, da plejehjemmet har fået et brevdueslag og 12-14 brevduer.

 

Brevduerne er kommet til Skæring efter et tæt samarbejde mellem plejehjemmet, Hornslet Brevdueforening og projektet Plant Liv i Sundhed og Omsorg, som arbejder med at skabe mere livsglæde på plejehjemmene i Aarhus Kommune. Og Jens Laursens glæde var stor, da han fik at vide, at han igen ville få brevduer i baghaven:

 

”Jeg glæder mig til at få duer her på plejehjemmet og jeg skal helt sikkert ud og se til dem hver dag. De skal jo passes! Det bliver godt at komme til at lave nogle flyvninger igen – man kan ikke smide så mange års interesse væk,” fortæller Jens Laursen, der fik sin første brevdue som 6-7-årig, da hans far også havde brevduer.

 

Brevduerne er en invitation til beboerne på plejehjemmet til at komme mere ud og glæden blandt beboere og personale er allerede stor. Også den lokale brevdueforening er begejstrede for, at der er kommet brevduer til Plejehjemmet Skæring og støtter op omkring projektet.

 

”Min første tanke, da jeg hørte om at Plejehjemmet Skæring ville have brevduer var, at det var da en god ide! Duerne kan give et afbræk og glæde i hverdagen. Man bliver så glad for dem og de kan give en så meget – vi er helt sikre på, at beboerne bliver glade for duerne,” fortæller Jan Petersen fra Hornslet Brevdueforening, der har hjulpet plejehjemmet med at realisere brevduedrømmen. Foreningen har opbygget dueslaget og skaffet dueunger fra brevdueentusiaster i hele Danmark, til trods for at ynglesæsonen for længst er ovre.

 

”Vi lavede et opslag i de forskellige brevdue-grupper på Facebook, hvor vi søgte sen-unger til et nyt dueslag på Skæring Plejehjem og vi var helt overvældede over responsen. Der var så mange positive kommentarer og vi fik lynhurtigt samlet 12-14 unger fra hele Jylland,” fortæller en anden brevdueentusiast, Jørgen Sørensen.

 

Glæden over duerne er stor på plejehjemmet, som håber at kunne dele den nye interesse med lokalsamfundet. Spejdergruppen, der er begyndt at komme på plejehjemmet, har også vist interesse for projektet og onsdag d. 18. oktober kl. 14.30 inviteres naboer og andre interesserede til Åbent Hus, hvor de nye duer vises frem og Jan Petersen fortæller lidt om brevduer. Der vil også være en kapflyvning med tidsmåling.

 

Beboer Jens Laursen har sammen med de andre beboere fulgt opbygningen af dueslaget tæt og han glæder sig over, at brevdue-interessen er ved at blive vækket hos de andre beboere på plejehjemmet.

 

”Jeg vil så gerne, at de andre beboere bliver glade for dem. Det der med at sidde og drikke en kop kaffe, mens man ser sin due flyve ind, det er skønt. Og en gang ”duemand”, altid ”duemand”,” griner Jens Laursen.

 

Information
Åbent Hus, onsdag d. 18. oktober kl. 14.30-17.30. Jan Petersen fra Hornslet Brevdueforening fortæller og viser duer frem omkring fra kl. 15.
Skæring Plejehjem, Sommersmindevej 2, 8250 Egå

Link til denne side

Nyheder

 
 

Opdateret: 16.10.2017

Afdeling: Borgmesterens Afdeling

Send kommentar: Kommunikation

Telefon: 89 40 20 00

 
 
 

Tip en ven

Her kan du tippe en ven om siden





CAPTCHA
Change the CAPTCHA codeSpeak the CAPTCHA code
 

Det sker i Aarhus 2017

Aarhus og Region Midtjylland
er Europæisk Kulturhovedstad.
Kom og vær med!

Se vores aktiviteter