På baggrund af tidligere års stigninger i sygefraværet i Aarhus Kommune, blev der i 2008 taget initiativ til en fælles indsats på tværs i Kommunen. Indsatsen består af en række konkrete tiltag og udvikling af en række værktøjer, som alle magistratsafdelingerne kan benytte.
Sygefraværsindsatsen er baseret på Aarhus Kommunes sygefraværspolitik og Retningslinje for sygefraværssamtaler i Aarhus Kommune.
Sygefraværspolitikken og retningslinjen bygger på følgende grundlag:
• Ledere og medarbejdere har et fælles ansvar for at nedbringe sygefraværet.
• Ledere og medarbejdere har et fælles ansvar for at deltage aktivt og finde løsninger.
• Opfølgning på sygefravær er en vigtig ledelsesopgave.
• Opfølgning skal give den syge optimale betingelser for tilbagevenden til arbejdet eller afklaring, så hurtigt som muligt.
• Arbejdsfastholdelse indgår som et element i sygefraværsindsatsen.
Vejledninger og anbefalinger
Retningslinjen for sygefraværssamtaler indeholder bl.a. beskrivelse af en opfølgningsproces: Hvad sker der ved første sygefraværsdag, hvad sker der inden for de første 14 dage med sygefravær og, hvad sker der efter 14 dages sygefravær. Som en del af sygefraværsindsatsen er der udarbejdet nogle vejledninger og anbefalinger herunder skabeloner som kan anvendes til bl.a. omsorgssamtaler og udarbejdelse af fastholdelsesplaner.
Retningslinjen skal ses som en minimumsramme for indsatsen, som kan tilpasses den enkelte arbejdsplads i udvidende retning.
I tilfælde af særlige omstændigheder
Det er ledelsens ansvar at foretage en individuel vurdering af, om der er særlige omstændigheder, der kræver en anden indsats ud over det retningslinjerne foreskriver. Dette gælder både ukomplicerede og særligt komplicerede tilfælde.
Sygefraværsstatistik
En mere detaljeret og kommenteret fraværsstatstik findes i den årlige personaleredegørelse, som kan findes her.