Gå til hovedindhold

Indsatsområde 2: Bæredygtig Mad

60.000 børn spiser hver dag et eller flere måltider, mens de er i vuggestue, børnehave, skole eller UngiAarhus-tilbud. Mange børn har madpakker med, men en del af maden tilberedes i Børn og Unges køkkener. Gennem sunde, økologiske og klimavenlige måltider kan vi ikke alene nedbringe CO2-udledningen, men også bidrage til maddannelse hos de nye generationer.

  • Læs op

Indhold

    Fødevarer stod i 2022 for en forbrugsbaseret CO2-udledning på 1.385 tons i MBU. Heraf var godt halvdelen fra kød.

    2-A Bæredygtige og sunde måltider til børn og unge

    Status: Klimavenlige fødevarer, madspild og børns viden om klimavenlig mad og motivation for at spise grønt er fokus for spor A under indsatsområdet Bæredygtig Mad.

    De fleste skoler i Aarhus har et madtilbud, og arbejder med at maden er mindst 60% økologisk. På mange skoler har de en eller flere kødfrie dage. Men fødevarer, engangsartikler og fødevareemballage står ifølge tal fra analyse i BA stadig for 46% af den forbrugsbaserede udledning i MBU – ligesom madspild særligt fra bespisningen er højt. Derfor er udvikling i retningen af mere klimavenlig mad, mindre madspild og mindre brug af engangsservice et fokusområde i Børn og Unges klimaindsats.

    Konkrete mål: At tilbyde klimavenlige måltider som børn, unge og voksne kan li’ og vælger til. Samt at understøtte fødevarestrategiens målsætning og bidrage til, at MBU nedbringer CO2-udledning med 25% på fødevarer i forhold til antallet af børn, der bespises.

    Første skridt: Gennemføre pilotprojekt på tre skoler med afsæt i projektbeskrivelse fra tidligere klimafondsansøgning. Fokusområde at inddrage børn, unge, forældre og personale i udvikling af mere klimavenlige madtilbud.

    Relaterede indsatser: Aarhus Kommunes Fødevarestrategi; CO2-afgift på udvalgte fødevarer; Klimahandlingsplan 2021-24, indsats KA-01, KA-04, KA-05.

    2-B Vegetarisk/klimavenlig mødeforplejning

    Status: Medarbejdere og ledere i Børn og Unge kan vise det gode eksempel og være rollemodeller ved at vælge klimavenlig forplejning til møder, konferencer, receptioner og lignende, hvor maden er betalt af MBU. Ved at gå foran med et godt eksempel, der viser, at klimavenlig mad kan være sundt og velsmagende, kan det have en afsmittende effekt på børn, unge og deres forældre.

    Konferencer og mødeafholdelse stod i 2022 for en CO2-udledning på 380 tons i MBU ifølge tal fra BA.
    Konkret mål: At al mødeforplejning betalt af Børn og Unge er vegetarisk/klimavenlig. Både mad produceret i kommunale køkkener og forplejning bestilt udefra.

    Første skridt: På baggrund af en analyse laves der en indstilling til chefgruppen om, hvad vegetarisk/klimavenlig mødeforplejning vil betyde ift. økonomisk og miljømæssig bæredygtighed.

    Relaterede indsatser: Aarhus Kommunes Fødevarestrategi, Det kommende Klimakodeks for Aarhus Kommune, hvor BA har vedtaget, at deres mødeforplejning er vegetarisk, Klimarådets anbefalinger til statslige kantiner.

    Sidst opdateret: 21. december 2023