Rådet for Sociale Investeringer har til opgave at identificere og igangsætte nye sociale indsatser, som både kan skabe positive forandringer for borgerne og på sigt nedbringe de kommunale udgifter. Dette skal gøres i samarbejde med blandt andre organisationer fra civilsamfundet og private investorer. Indsatserne kan være forebyggende indsatser - eller indsatser overfor borgere, der allerede har konkrete udfordringer.

I budgetforliget for 2018-2021 blev der afsat 40 mio. kr. til etablering af en social investeringsfond i Aarhus. Den sociale investeringsfond blev den 29. april 2020 etableret med udgangspunkt i et eksternt råd – Rådet for Sociale Investeringer.  

Rådet består af tre eksterne medlemmer - Gurli Martinussen (formand), Anne Thorø Nielsen (menigt medlem) og Steffen Rasmussen (menigt medlem), der er udpeget af byrådet for perioden 2020-2024.

På baggrund af evaluering af rådets arbejde og de igangsatte projekter vil byrådet i 2023 skulle tage stilling til, om rådet skal fortsætte efter 2024.

 

Rådets opgave er at identificere og igangsætte nye sociale indsatser, som både kan skabe positive forandringer for borgerne og på sigt nedbringe de kommunale udgifter. Dette skal gøres i samarbejde med blandt andre organisationer fra civilsamfundet og private investorer.

Rådet skal være drivkraften i at omsætte gode idéer til nye indsatser i samspil med omverdenen, og medvirke til at skaffe ekstern finansiering fra fonde, investorer m.v. De nye initiativer skal supplere de igangværende sociale indsatser i Aarhus Kommune. De skal som udgangspunkt være evidensbaserede og afprøvede indsatser, men kan også i mindre skala være mere innovative og uprøvede løsninger på konkrete problemstillinger, hvis det vurderes nødvendigt af hensyn til fx fremdriften i samskabelsesprocesser eller andet.

Konkret kan rådet beslutte nye indsatser på områder, hvor de med udgangspunkt i effekten af de nuværende indsatser vurderer, at der er grundlag for at igangsætte nye indsatser, som i højere grad forbedrer livskvalitet og kompetencer hos de borgere, der modtager hjælp fra kommunen. Et hovedfokus vil være, at der udbydes resultater (effekt) i stedet for konkrete ydelser.

Kommissorium og baggrundsinformation

Rådet for Sociale Investeringer har følgende tre medlemmer:

GURLI MARTINUSSEN (FORMAND)

  • Væsentlig erfaring fra lederstillinger i den private og offentlige sektor
  • Formand for bestyrelsen for Fonden Just Human og Indvandrer Kvindecentret
  • Medlem af bestyrelsen for Lær for livet, Syddansk Universitet, Gigtforeningen, Kronprins Frederik og Kronprinsesse Marys Fond, Vikingeskibsmuseet i Roskilde
  • Direktør i TrygFonden, 2003-2019
  • Direktør i Videnskabsministeriet, 2001-2003
  • Vicedirektør i Erhvervsfremmestyrelsen, 1999-2001


STEFFEN RASMUSSEN (MENIGT BESTYRELSESMEDLEM)

  • Social iværksætter med fokus på menneskelige og sociale forandringer
  • Indehaver af Center For Social Nytænkning samt kontorfællesskabet Social Innovators Hub
  • Stifter og leder af organisationen Fundamentet i Aarhus indtil februar 2018. Nu bestyrelsesmedlem
  • Har modtaget følgende priser for sin indsats: Årets Folkehjælper 2019 (Dansk Folkehjælp), Kronprinsparrets sociale pris 2018 (Fundamentet), Den Personlige Hæderpris, Lars Erik Andersens FamilieFond 2017, Plads til Forskelle Prisen 2017, De Blå Stjerners pris (Social indsats), 2016


ANNE THORØ NIELSEN (MENIGT BESTYRELSESMEDLEM)

  • Udviklingschef, FO-Aarhus
  • Direktør for Studenterhus Aarhus 2006 – jan. 2020
  • Medlem Handletanken for lokalt demokrati, Bestyrelsesmedlem i Music City Aarhus 2022, Formand for TV2 Østjylland, Bestyrelsesmedlem i Dansk Live

Formålet med sociale investeringer er at skabe yderligere positive resultater for borgerne. Resultaterne kan være alt fra større livskvalitet til mindre behov for sociale foranstaltninger og støtte og mindre behov for offentlig forsørgelse. Sociale investeringer kan derfor vise resultater for borgerne på mange forskellige måder. De opnåede resultater skal i sidste ende også bidrage til at effektivisere kommunens drift og derved skabe et større råderum i økonomien.

Helt kort går sociale investeringer typisk ud på, at tre parter – en udbyder (typisk en kommune), en leverandør (fx en socialøkonomisk virksomhed) og en investor (fx en fond eller pensionskasse) – indgår et partnerskab om at løse en social udfordring. Partnerskabet er bygget op omkring en resultatkontrakt, hvor investor tjener penge, hvis det fastsatte mål opnås. Kommunen skal til gengæld kun have penge op af lommen, hvis målet nås. Leverandøren får betaling for den leverede ydelse, uanset om målet nås eller ej. Omdrejningspunktet for investeringen vil være, at borgerne oplever en effekt af indsatsen samtidig med, at der er en økonomisk gevinst for kommunen.    

Sociale investeringer kan dog også være en kommunal medfinansiering af mindre, innovative indsatser, der har sigte på at øge borgernes muligheder for at leve ”et godt liv”, men hvor der ikke nødvendigvis er udsigt til, at der kan høstes en økonomisk gevinst for kommunen. Det kan være tilfældet, hvis det vurderes, at indsatserne ikke vil kunne igangsættes uden finansiering fra fonden, og at indsatserne ikke mere naturligt bør finansieres fra allerede eksisterende budgetter.

I Aarhus Kommune forudsætter vi, at Rådet for Sociale Investeringer primært skal igangsætte investeringer, hvori der også indgår ekstern kapital.

Figurerne nedenfor viser henholdsvis en social investering med en ekstern investor, der bærer den økonomisk risiko helt eller delvist, og en social investering uden en ekstern investor, hvor fonden bærer den fulde økonomiske risiko.

Figur, der illustrerer socialinvestering med ekstern investor

Figur, der illustrerer socialinvestering uden ekstern investor

Rådet mødes ca. 6 gange årligt.

Her kan du finde en oversigt over rådets kommende møder samt referater fra tidligere møder.

Udvalgets opfølgningsoversigt (opdateres løbende)

På denne side kan du se pressemeddelelser fra Rådet for Sociale Investeringer:

16. april 2020: Aarhus Kommune opretter eksternt råd for sociale investeringer