Gå til hovedindhold
Planlægning, byggeri og boliger
Teknik og Miljø

Lokalplaner

Lokalplaner fastlægger, hvordan udviklingen skal være i byen. Du kan som borger påvirke en lokalplan, inden den bliver vedtaget.

  • Læs op

Indhold

    Find gældende lokalplaner og lokalplaner på vej her

    Leder du efter en lokalplan i høring eller et borgermøde, kan du finde det på Aarhus Kommunes høringsportal.

    Besøg høringsportalen her

    En lokalplan fastlægger, hvordan udviklingen skal være i et særligt område i byen. Lokalplanen er juridisk bindende og kan for eksempel dække over en ejendom, et erhvervsbyggeri eller et større område. I lokalplanen beskriver man, hvad området må bruges til, hvad der skal bygges, hvad bygningerne skal bruges til, og om der er bevaringsværdige bygninger eller miljøer i lokalplanområdet. Lokalplanen kan også beskrive, hvordan de ubebyggede arealer skal bruges.

    Læs mere om lokalplaner på Erhvervsstyrelsens hjemmeside

    Når Aarhus Kommune udarbejder en ny lokalplan, er processen for langt de fleste planer opdelt i disse faser:

    1. Indledende dialog mellem bygherre og Aarhus Kommune om projektet
    2. Afklaring af lokalplanens indhold
    3. Udarbejdelsen af lokalplanforslaget
    4. Byrådets første behandling (godkendelse til offentlig fremlæggelse)
    5. Offentlig høring
    6. Byrådets anden behandling (endelig vedtagelse)
    7. Offentliggørelse af endelig lokalplan

    I den afklarende fase afgrænser vi opgaven og undersøger, hvordan planen kan påvirke lokalområdet positivt. Dialogen i denne fase er først og fremmest mellem de relevante medarbejdere og bygherre.

    Tidligt i planprocessen laver projektlederen en forundersøgelse. Her afdækkes vilkår eller bespænd for planlægningen, som skal undersøges nærmere, inden projektgruppen og udvikleren kan udarbejde et forslag til en lokalplan. Når projektgruppen er enig i indholdet i et planforslag, sender projektlederen det til vedtagelse i Aarhus Byråd. Herefter er planforslaget i offentlig høring i mindst 8 uger. I flere sager inviterer vi til et borgermøde.

    Forslaget til lokalplanen behandles i byrådet anden gang og kan dermed vedtages endeligt.

    Borgermøder

    I mange af lokalplanerne arbejder Aarhus Kommune med tidlig borgerinddragelse i afklaringsfasen. Det kan for eksempel være i form af workshops og følgegrupper.

    Formen på og formålet med borgermøderne kan være meget forskellig alt efter, hvor i processen lokalplanen befinder sig, men som udgangspunkt vil sagsbehandleren, byplanlæggere og andre relevante medarbejdere være til stede til borgermødet.

    I forbindelse med høringsperioden afholdes ofte et informerende borgermøde. Her kan du stille spørgsmål og komme med kommentarer til lokalplanforslaget.

    Tid og sted for borgermøder bliver annonceret på Høringsportalen.

    Besøg høringsportalen her

    Offentlig høring

    Et lokalplanforslag skal i offentlig høring. Forslaget bliver annonceret på Aarhus Kommunes annonceside og høringsportal. Her finder du alt relevant materiale og information om, hvordan du kommer med et høringssvar.

    Se alle annoncer her

    Besøg høringsportalen her

    Når høringsperioden er slut, gennemgås alle høringssvar og lægges som bilag til byrådsindstillingen. Det er også her, at det vurderes, om der skal ændres i lokalplanen ud fra høringssvarene.

    Fællesråd

    I Aarhus er mange af lokalområderne repræsenteret af et fællesråd. Fællesrådene bliver inddraget tidligt i processen og får altid tilsendt materiale om lokalplaner i deres område. Du kan kontakte dit lokale fællesråd, hvis du ønsker at have indflydelse på byudviklingen i dit område.

    Læs mere om fællesrådene her

    Klagemulighed

    Hvis du er utilfreds med den måde, en lokalplan er vedtaget på, eller du mener, at lokalplanen er i strid med planloven, kan du klage til Planklagenævnet. Du kan følge nedenstående vejledning, hvis du ønsker at klage.

    Find klagevejledning for lokalplaner her

    Sidst opdateret: 19. oktober 2023