Gå til hovedindhold

Er På Vej

Tunnelen, som løber under Ringgaden mellem Læssøesgades Skole og Haderslevgade, er et eksempel på, hvor godt det kan gå, når et stort borgerønske bliver indfriet med hjælp fra en bred palette af gode kræfter.

  • Læs op

Indhold

    Tunnelen mellem Læssøesgades Skole og Haderslevgade bruges hver dag af skolebørn og med flere årtiers graffiti i varierende stand og kvalitet har tunellen i lang tid båret præg af at være dunkel. Selvom mange af de gamle graffiti-værker i tunnelen bidrager æstetisk, så var væggene efterhånden blevet overtagget og malingen forfalden. Det blev dermed en rodet oplevelse at komme igennem tunellen. Dette, sammen med den minimale belysning i tunnelen, gjorde ikke noget positivt for at skabe behagelige rammer at bevæge sig igennem på vej under den travle gade lige ovenover.

    Projektet opstod som et samarbejde mellem Lys På Aarhus og indsatsen Bedre Byrum i Teknik & Miljø med formålet at undersøge, hvordan man kunne kombinere billedkunst og lysmæssige virkemidler i en tunnelkonstruktion, for at skabe en oplevelse udover det sædvanlige.

    Projektet lå perfekt til et forslag fra billedkunstner Astrid Gjesing, som havde en idé til et kunstværk til netop tunnelen mellem Læssøesgade Skole og Haderslevgade.

    Astrids idé tager udgangspunkt i udsagnet "Er På Vej" og hvad det udsagn kan omfavne af situationer og meninger. Man kan være på vej et sted hen rent fysisk - eller sågar mentalt. Vi bevæger os sammen som samfund - også igennem katastrofer som den nylige pandemi, der næsten blokerede vejen.

    Og er vejen, vi er på, egentligt en omstilling til noget grønt?

    Udtrykket er meget rammende blevet fysisk manifesteret, gennem to neonskilte i grønfarvet neon, placeret i tunnelens ind / udgange. Disse kalder gående trafikanter til sig, som bliver nærmest omfavnet af yderligere belysning i tunnelens loft. Tunnelens loftsbelysning skal understøtte den gængse orientering i tunnelen og bidrager med et tilstrækkeligt og dækkende lysniveau, som hjælper med at skabe en atmosfære, hvor modgående trafikanter tydeligt kan ses. Endeligt er en ny lampe installeret i tunnelens meget karateristiske midteråbning. Lampen er et modificeret gammelt "Københavnerarmatur", som er reddet fra en anden placering i Aarhus, med et LED-indsats installeret, så den bliver energirigtig.

    Lyset skal ses som understøttende for den billedkunstlige indsats, hvor tre street artists udpeget af Astrid Gjesing, har udsmykket væggene og loftet, samt gelænderne i samarbejde med elever fra Læssøesgades Skole. Eleverne har i øvrigt bidraget med kakler, der er udsmykket med udgangspunkt i projektets baggrundsudsagn.

    I et samspil med lyset i tunnelen, springer de malede farveflader og motiver ind og ud af kaklerne, i dialog med historiens graffiti, som forbliver stort set bevaret. Projektet forholder sig dermed til det eksisterende, på vej mod noget nyt og lysere, i dialog med det omkringliggende.

    Billeder af Er På Vej

    Klik på billedet for at se en større version

    Foto: Martin Schubert

    Sidst opdateret: 26. oktober 2023