Gå til hovedindhold

Invasive arter

UrbanLIFEcircles arbejder for at bekæmpe invasive arter i den aarhusianske natur, da de kan skade de hjemmehørende arter og skabe ubalance i økosystemerne.

  • Læs op

Indhold

    Hvorfor skal vi bekæmpe invasive arter?

    Invasive arter er de ikke-hjemmehørende arter, der har stor negativ effekt på de hjemmehørende arter i et område. Disse arter kan give store problemer for den danske natur, da de kan udkonkurrere, erstatte eller på anden måde fortrænge vores hjemmehørende arter. Det giver ubalance i økosystemerne, hvilket kan føre til både økonomiske og helbredsmæssige problemer samt sørge for en faldende biodiversitet. For eksempel har Kæmpebjørneklo giftig plantesaft, der kan forårsage forbrænding med hud og UV-lys, og derfor er direkte farlig for mennesker.

    Vi vil udarbejde viden og føre kampagner for private ejere med det formål at forebygge introduktion og spredning af invasive arter samt udbrede bekæmpelsesmetoder af de enkelte arter.

    På de kommunale arealer vil vi arbejde med pesticidfri, grøn bekæmpelse af de invasive arter. Herunder især mekanisk bekæmpelse som opgravning, slåning og rodstikning.

    Projektet har følgende faser over en femårig periode (2022 - 2026):

    1. Vi skal vide mere om udbredelsen af de forskellige arter, samt hvor de befinder sig for at kunne se deres indflydelse på det regionale landskab. Derfor får vi fortaget en baseline-undersøgelse, der ved hjælp af luft- og satellitdata skal kortlægge arternes udbredelse.
    2. Vi udarbejder aktionsplaner for arterne
    3. Vi bekæmper arterne inden for projektperioden
    4. I projektperiodens sidste år vil vi evaluere aktionsplanerne for at sikre os, at vi bekæmper de invasive arter på den mest effektive måde. Derfor får vi lavet endnu en baseline-kortlægning for at se forskel fra år 1 til år 5.

    Vi har fået hjælp af Niras til at kortlægge, hvor i kommunen der vokser rynket rose. Materialet er lavet ud fra en model og forudsigelser, så der vil med garanti være planter, som ikke er blevet opdaget, ligesom der vil være planter, der ikke findes i virkeligheden. Vi forventer de mest retvisende data langs kysten.

    Grundejere langs kysten er blevet kontaktet og opfordret til at bekæmpe rynket rose.

    (kan du ikke se kortet, så opdater siden)

    Sidst opdateret: 3. maj 2024