For cirka en måned siden udbrød der krig i Ukraine, og situationen var usikker for alle. Både for kommunen, borgerne og civilorganisationerne. Vi har talt med Inger Aarup, som er frivilligt bestyrelsesmedlem i Røde Kors Aarhus, og hun beskriver herunder den første fase.  

”Man kan sige, at vi nu gennemgår fase 1. Denne fase har været præget af uvished fra starten af, og det hele har været præget af uvished. Krigen kom tæt på, og vi var måske lidt chokerede og overraskede. Det var meget vigtigt at få koordineret alle indsatserne, så det er blandt andet noget af det, som vi har brugt de første par uger på”.  

Røde Kors Aarhus til Ukraine-stormøde d. 8 marts på Rådhuset

Røde Kors Aarhus påtog sig et koordinerende ansvar, og sammen med et stærkt netværk af andre civilsamfundsorganisationer prøvede de at danne sig et overblik over, hvordan de skulle gribe hele situationen an.

”Alle os civilorganisationer samledes, og så blev vi enige om, at der var brug for en koordinerende gruppe. Vi vil gerne handle klogt, og derfor er det vigtigt, at vi får styr på de rammer, som vi inviterer frivillige og engagerede mennesker ind i”, forklarer hun.  

800 parathjælpere

Udover koordinering og vidensdeling så har Røde Kors Aarhus også budt deres aktivitet, Parathjælper, ind i Ukraine-sammenhængen. Parathjælper er et kæmpestort landsdækkende netværk af mennesker, som står parat til at hjælpe med en lang række forskellige ad hoc-opgaver.  Parathjælper består af en digital platform med to indgange. En indgang for folk, som har behov for hjælp, og en anden indgang for den part, som tilbyder hjælp. Har man eksempelvis oversættelseskompetencer, lastbilskørekort, kokkeevner eller noget helt fjerde, så kan man melde sig som parathjælper. Når der så er brug for lige netop ens kompetence, vil man blive kontaktet af Røde Kors.

”Vi har nu over 800 parathjælpere her i Aarhus, og langt størstedelen af dem er kommet efter krigen i Ukraine startede. Hjælpsomheden er virkelig til stede!”, fortæller Inger.

At vente med at hjælpe

Inger forstår godt, hvis nogle af byens borgere har følt sig utålmodige, og hvis de har opfattet kommunen og civilsamfundet som værende tilbageholdende. Men det er der faktisk en rigtig god grund til:

”Det har været svært at sige, at vi vil gerne have jeres hjælp - men I bliver lige nødt til at gemme den lidt endnu. Folk vil rigtig gerne hjælpe lige nu og her, men vi blev nødt til at have overblikket først. Vi skulle være sikre på, at vi ikke gik i vejen og dermed gjorde mere skade end gavn”, fortæller Inger.

Hun understreger, at det absolut ikke er en afvisning af den hjælp, som tilbydes, men at organisationen først lige har skulle danne sig et overblik over, hvor hjælpen skulle sendes hen.

Den kommende fase

Inger forudser, at fase 2 garanteret også vil blive karakteriseret af en smule uforudsigelighed, men at civilsamfundets arbejde her vil blive mere synligt:

”Jeg tror, at fase 2 vil blive præget af flere konkrete, sociale aktiviteter. Denne fase vil handle meget mere om at bringe de sædvanlige civilsamfundsopgaver i spil. Der er en stor opgave i at gøre livet leveværdigt for de ukrainere, som er kommet hertil”, siger hun.

Ingen ved, hvor mange mennesker, der kommer og hvilken tilstand, de er i, når de kommer – men man må forvente, at de har set mere af krigens rædsler, end dem der kom først.  

”Vigtigst er, at vi både er til stede når det er uvist og svært, men også på den lange, seje bane, når hverdagen rammer og medierne vender kamera og mikrofon mod andre emner. Vi er der også i overmorgen”, afslutter Inger.