Du skal skrælle rigtigt mange gulerødder, når du skal bespise 100 mennesker. Det kan de tale med om i Skraldecafeen, som ligger i Sydhavnen, tæt på et af Aarhus’ ikoniske spisesteder; Kohalen.

Onsdag formiddag har Marie fået tjansen med at skrælle og skære gulerødder. Marie er fra Australien og er netop startet som frivillig i Skraldecafeen. Hun er en del af et internationalt team af frivillige, som forbereder dagens middag i Skraldecafeen. Dagens øvrige frivillige er fra Algeriet og Afghanistan samt naturligvis fra Danmark.

Aldrig har aktiviteten i Skraldecafeen været større end nu. Siden week enden har mere end 100 ukrainske flygtninge hver dag fundet Skraldecafeen, hvor de nyder godt et gratis måltid mad, i hyggelige og rolige omgivelser.

”Det startede med at jeg blev ringet op tidligt lørdag morgen, om vi kunne lave mad til 30 børn og 10 voksne, som netop var ankommet med bus fra Ukraine,” fortæller Annbritt Jørgensen, projektkoordinator hos Skraldecafeen – ”og naturligvis kunne vi det. Den ene busfuld blev til flere, og søndag eftermiddag fik jeg til et opkald fra BOOK1 om, at de havde en gruppe på 29, de ikke vidste hvor de ellers skulle sende hen og spise.”

Pludselig var Skraldecafeens normale gæstetal blevet mangedoblet. Det har stabiliseret sig på ca. 100 gæster dagligt, som nyder godt af, at Skraldecafeen har aftaler med 14 forretninger i Aarhus samt Salling Groups centrallager om leverancer af råvarer.

Skraldecafeen har lynhurtigt omstillet sig til den nye situation, og klarer uden problemer at bespise de mange gæster. De har også åbnet en Free Shop, kaldet ”Sydhavnens flygtningefællesskab” i et 50 m2 lokale. Her kan man donere tøj og legetøj som mennesker fra Ukraine der besøger stedet, kan tage med sig, kvit og frit. Da to kvinder dukker op i en bil, fyldt med overskudsvarer fra en Netto og en Rema 1000 butik, bliver de da også varmt modtaget. Foruden madvarer, medbringer de også en spand gule påskeliljer, som kan sprede hygge ved de udendørs borde og bænke.

Ikke alle ukrainere vælger at spise i Skraldecafeen. Nogle tager råvarer med og tilbereder dem derhjemme. Det er typisk dem, der er indkvarteret i kommunale boliger, som har eget køkken.

Et par af Skraldecafeens frivillige taler russisk, og dem har der været rift om i de seneste dage, men der bliver også talt ukrainsk i køkkenet. De første ukrainere har nemlig meldt sig som frivillige på madholdet, og Annbritt Jørgensen håber, at flere vil følge deres eksempel.

Sådan kan du hjælpe Skraldecafeen:

  • Skraldecafeen tager altid imod basisvarer som olie, ris, pasta, krydderier og den slags til køkkenet
  • Der er brug for bl.a. babymad, bleer og hygiejneartikler til Skraldecafeens Free Shop
  • Økonomiske donationer er altid velkomne