Valget til Børne- og ungebyrådet 2019 skydes i gang

Alle unge i kommunen fra 7. klasse til 17 år, har i uge 40 mulighed for at sammensætte deres helt eget børne- og ungebyråd, som det næste år fortsat skal arbejde for at deres mærkesager bliver hørt. Børne- og ungebyrådet har tidligere haft stor succes med netop dette. Som en del af årets budgetforlig blev ungebyrøddernes forslag om en udvidet gratis psykologhjælp tildelt 1,4 mio. kr. årligt, så børn og unge under 15 år nu også kan få op til fem samtaler gratis.

Ved dette vårs valg er miljø og klima et af de helt store temaer blandt kandidaterne til Børne- og ungebyrådet. Et andet område der også har været stor interesse for blandt kandidaterne, er fysisk og psykisk trivsel blandt børn og unge.

Jeg stiller op til Børne- og ungebyrådet igen i år fordi jeg fik en masse erfaring med mig fra sidste år. Jeg synes virkelig, at det var super fedt og interessant at vi som unge, kan have lov til at have indflydelse på Aarhus’ fremtid. Arbejdet i Børne- og ungebyrådet er ikke kun alvor og snak, men der er også sjov og leg i det, og det at vi alle kan grine sammen gør virkelig også en forskel. Noget af det bedste er dog, at man kan sige sin holdning og argumentere for det, uden at der er nogen der ser ned på dig, men i stedet starter en debat, hvor ingen ender som uvenner. Udover alt dette er det også en bonus at man får nye bekendtskaber og venskaber ved at være en del af Børne- og ungebyrådet
Christine Plougmann Povlsen, 15 år. Går i 9.b på Vorrevangskolen og genopstiller til Børne- og ungebyrådet ved valget i år.

Alle byens skoler afholder valget i løbet af den kommende uge. På mandag den 30. september holdes valg på Skt. Knuds skole kl. 9, mens Frederiksbjerg skole åbner valget til Børne- og ungebyrådet kl. 12.

Børne- og ungebyrådet har introdag tirsdag d. 8. oktober kl. 8.30-19, og det første møde hvor en ny ungeborgmester vælges og sæsonens emner fastsættes d. 31. oktober kl. 12.30-16.

Børne- og ungebyrådet drives af Århus Ungdommens Fællesråd i samarbejde med Børn og Unge, Aarhus Kommune.

Se også http://ungebyraad.dk/

Yderligere oplysninger

Ungebyrådssekretær, Stine Borring Alkert, stine@aauf.dk, 29878901