Nødpasning klar til forsamlingsforbud

Regeringen og myndighederne skærpede tirsdag den 17. marts retningslinjerne for, hvor mange personer som må forsamles. Fra onsdag 18 marts kl. 10 er det således kun tilladt at være 10 personer forsamlet.

Dette har ikke umiddelbar betydning for forældre, som har tilmeldt deres børn til nødpasning. Forældre og børn kan møde op i de dagtilbud og SFO’er, som de tidligere har fået besked om.

For at sikre, at dagtilbud og SFO’er, som varetager nødpasning kan håndtere situationen, er Aarhus Kommune klar til at åbne nye afdelinger af dagtilbud og SFO, hvis det bliver nødvendigt.

Her og nu er situationen den, at færre end varslet har gjort brug af muligheden for nødpasning. Således har væsentligt færre end de, som har søgt nødpasning, mandag og tirsdag gjort brug af muligheden.

Dermed er kapaciteten i øjeblikket generelt tilstrækkelig, men hvis flere benytter tilbuddet, og det dermed presser de fysiske rammer, er Aarhus Kommune klar til at håndtere dette ved at åbne flere afdelinger.

Børn og Unge afventer nærmere information fra nationale myndigheder om de nye, skærpede retningslinjer.

Forældre kan orientere om nødpasning og den generelle situation via Aarhus Kommunes hjemmeside på www.aarhus.dk/corona