Aarhus fortsætter jagten på unge teknologitalenter

Mere livsglæde, mindre isolation og et stort fagligt udbytte. Det er bare nogle af de gevinster, de unge kan tage med sig i bagagen efter at have deltaget i projektet Teknologitalenter.

Projektet skaber mange gode muligheder for de unge, som har brug for ekstra støtte og motivation til at gennemføre folkeskolen. Det giver dem fornyet tro på egne evner og forhåbentligt også mod på at tage en ungdomsuddannelse og begive sig ud på arbejdsmarkedet.
Rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom

Teknologitalenter, der er skabt i et samarbejde mellem Aarhus Kommune, kommunens folkeskoler og den socialøkonomiske virksomhed Actura, tilbyder etårige praktikforløb til unge med særlige behov og andre udfordringer som angst, højt fravær og generel mistrivsel – men som har et særligt talent for nye teknologier som IT, 3D-konstruktion, programmering og animation.

Som led i projektet kommer de unge 1-3 dage om ugen i praktik hos virksomheden Actura, der skræddersyr et praktikforløb til hver ung på baggrund af deres egne interesser og kompetencer. Samtidig fortsætter den unge med at følge sin almindelige skoleundervisning.

Det er fantastisk at se, når lyset vender tilbage i øjnene hos mennesker, der genvinder deres tabte trivsel. Vi oplever, at børn og unge udvikler deres selvtillid og faglige kompetencer, når vi giver dem mulighed for at dyrke deres særlige interesser og talent i et trygt og forudsigeligt arbejdsmiljø blandt voksne ligesindede.
Morten Olesen, stifter og ejer af den socialøkonomiske virksomhed Actura

29 unge teknologitalenter har indtil videre deltaget i projektet siden starten i 2015, og erfaringerne fra både de unge selv, deres forældre og fra skolerne er særdeles positive. Alle oplever de, at de unge i løbet af praktikforløbet udvikler sig både fagligt og personligt, trives bedre og ikke mindst at deres evner for teknologi bliver værdsat og udviklet.

Fakta

Projektet Teknologitalenter blev første gang gennemført i skoleåret 2015-16 og fortsætter nu foreløbigt frem til afslutningen af skoleåret 2023-2024.

Kontakt

Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge, 2751 7961

Morten Olesen, Actura, 4072 5274