Gå til hovedindhold
Nyheder fra Børn og Unge

Skoler får penge til toiletrengøring i middagspausen

Folkeskolerne i Aarhus får i det kommende år nye muligheder for ekstra rengøring i middagspausen.

20. apr. 2022
  • Læs op

Indhold

    Skolerne får tildelt et engangsbeløb på i alt 3,5 millioner kroner, som de kan bruge på at få rengjort skoletoiletterne midt på dagen. Det sker efter periodevis svigtende og mangelfuld rengøring som følge af leverandørskifte og problemer med at rekruttere tilstrækkeligt rengøringspersonale.

    ”Det siger næsten sig selv, at en ekstra rengøring af toiletterne midt på dagen vil have stor betydning for elevernes lyst til at bruge toiletterne og indtrykket af rengøringens standard generelt. Samtidig kan vi konstatere, at det går støt fremad med tilfredsheden i rengøringen i skolens øvrige arealer. Så vi arbejder målrettet for at løse de udfordringer, der har været,” siger Nikolaj Harbjerg, økonomi- og administrationschef i Børn og Unge.

    De 3,5 millioner kroner finansieres af Børn og Unge centralt og er således en ekstra indsprøjtning til mere rengøring. Skoler, der allerede har indført middagsrengøring sammen med deres leverandører, vil også få andel af de 3,5 millioner kroner. Ordningen kører et år, og ventes at være på plads nye steder fra medio maj.

    ”Skolerne afgør selv, hvordan de bedst bruger pengene til rengøring. Der kan også være lokale forskelle på, om arbejdet skal udføres af nuværende eller nyt personale. Det afgørende er, at der kommer ekstra rengøring på skolerne,” siger Nikolaj Harbjerg.

    Ændringerne omfatter i alt 48 skolelokationer i Aarhus Kommune.

    Yderligere oplysninger

    Nikolaj Harbjerg, økonomi- og administrationschef i Børn og Unge, 24 01 00 46.