Gå til hovedindhold
Nyheder fra Børn og Unge

Aarhus unge vil stadig kunsten!

Selv 2 år med pandemi, nedlukning, digital undervisning og digitale ferniseringer har ikke kuet de unge kunstinteresserede ved dette års Vårsalong.

10. feb. 2022
  • Læs op

Indhold

    Selvom coronaen har kunnet mærkes i mængden af tilmeldinger, så bærer de indsendte værker klart præg af høj kvalitet og eftertænksomhed.

    De unges stemmer

    Årets tema ”Min stemme” er fortolket på et utal af måder, og de unge har udtrykt sig igennem en bred pallet af forskellige materialer og teknikker. Ens for dem alle er, at vores stemmer er påvirket af vores omverden og virkelighed. Det kan man skimte som efterskælv fra pandemien, men også psykiske udfordringer, klima og ensomhed er nogle af de temaer, som tages op både direkte og mere subtilt igennem de mange udtryk.

    "Vi frygtede lidt, at ungdommen ville have tabt noget af gejsten under pandemien, som man jo selv til tider har oplevet det. Og selvom vi har fået lidt færre værker, end vi plejer, oplever jeg, at kvaliteten er meget høj, og det er tydeligt at mærke, at der måske endog er lagt endnu mere tanke og eftertænksomhed bag de mange flotte og spændende udtryk, og vi glæder os derfor inderligt til endelig at må lave en fysisk udstilling igen," fortæller Kåre William Wulff, Projektleder på Ungdommens Vårsalong.

    Fernisering

    Årets Vårsalong afholdes som sædvanligt på Aarhus Rådhus i indgangshallen, og løber af stablen med åbning torsdag den 24/2 fra kl. 16 til 17:30 til og om den 3. marts. Udstillingen er tilgængelig for offentligheden i hele perioden, inden omkring 40 udvalgte værker sendes til København for at deltage i den landsdækkende Vårsalong, hvor Odense, Syd Djurs og København også har værker med til den store fællesudstilling på Københavns rådhus. De 40 værker udvælges fra den fysiske udstilling, af et skarpt korps af både unge og erfarne kunstnere og kunstinteresserede, som alle brænder for de unges kunst.

    Program

    16:00 - Udstillingen åbnes
    16:05 - Velkomst ved Rikke Herold, Vice Fritids- og Ungdomsskoleleder, UngiAarhus SYDVEST
    16:15 - Tale ved Thomas Medom, Rådmand for børn og unge i Aarhus
    16:30 - Forfriskninger, snacks og fri fernisering
    17:30 - Ferniseringen lukker stille ned, men Rådhuset har åbent til 22:00

    Yderligere oplysninger

    Kåre William Wulff
    Projektmager
    UngiAarhus
    kawiwu@aarhus.dk
    +45 29 66 89 50