Aarhus skal have smilet tilbage

Aarhus Kommune er sammen med byens butikker, Aarhus City Forening, turistbranchen mfl. klar til at puste nyt liv i bylivet efter corona-krisen. Nyt, hurtigt arbejdende udvalg skal sætte gang i en række initiativer, som kan understøtte sommerstemning og omsætning i bylivet – med fortsat hensyntagen til corona-smitten.

Alt for længe har byen båret præg af corona-krisen. Selv om en kontrolleret genåbning nu er godt i gang, er butikker, restauranter, caféer, kulturinstitutioner, hoteller mv naturligvis fortsat i en svær situation med store tab i omsætningen. Derfor skal der sættes ind nu for at hjælpe branchen og understøtte det liv og den atmosfære, der gør Aarhus unik.

På et møde mellem borgmester Jacob Bundsgaard og en række af byen aktører er det aftalt, at der straks nedsættes et hurtigt arbejdende udvalg, der skal igangsætte en række tiltag over sommeren frem mod Aarhus Festuge, der åbner i slutningen af august.

Borgmester Jacob Bundsgaard: ”Der skal liv i byen, og det kan vi godt skabe og samtidig følge alle forholdsregler for at undgå smittespredning. Vi skal for eksempel satse på små, nye overraskelser og events, som ikke skaber de store forsamlinger. Det skal være med til at skabe opmærksomhed om byen og give byens borgere og gæster nye oplevelser. Det er mit håb, at vi på den måde kan skabe liv og omsætning, så vi med fuld overbevisning kan kalde os Smilets By.”

Det nye, hurtigt arbejdende udvalg bliver ledet af Marianne Bedsted, direktør for stormagasinet Salling. Det består desuden af repræsentanter fra byens restauranter, hoteller, kulturinstitutioner og turisme og kommunen, som også varetager sekretariatsfunktionen.

Marianne Bedsted siger: ”Corona-krisen har været en hård tid for mange butikker, cafeer, restauranter og kulturinstitutioner, men jeg mærker en spirende optimisme og lyst til at sparke liv i byen igen og nyde sommeren. Det nye udvalg ”Mere gang i Byen” vil med en række initiativer skabe nye oplevelser og vise, at Aarhus stadig er fuld af liv og dynamik.”

Borgmester Jacob Bundsgaard ønsker at inddrage rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek og kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad i arbejdet.

Rådmand Bünyamin Simsek: ”Det er vigtigt, at vi passer på byens DNA, og at vi sikre, at der er kvalitet i tiltag, som vi sætter i gang. Vi er allerede godt i gang med at analysere behovet for en visionsplan for Aarhus Midtby. Det er en vision, som skal sigte højt, for vi skal have store ambitioner for vores by. Resultatet bliver inden længe fremlagt i byrådet, og jeg har en klar forventning om, at det også bliver indtænkt som en del af dette initiativ, for det er helt oplagt, at vi lægger os i selen og samarbejder med byens mange forskellige aktører om at få mere liv i byen.”

 Rådmand Rabih Azad-Ahmad: ”Vi skal have kickstartet Aarhus. Coronaen er heldigvis ved at slippe taget på vores samfund. Nu må  vi endelig vende tilbage til kulturlivet og en mere normal hverdag. Jeg glæder mig derfor over at vi nu har samlet mange gode kræfter, der sammen vil skabe nye oplevelser og vise noget af alt det, Aarhus har at byde på som shopping-, kultur- og oplevelsesby”.

Aarhus Kommune ventes at understøtte indsatsen med 1 mio. kroner.

Direktør for Aarhus City Forening, Claus Bech: ”Jeg ser meget frem til samarbejdet og til at udvikle nye initiativer, som kan fremme forbruget til gavn for byens samlede handels-, turist- og kulturliv, og det glæder mig, vi kan tage hurtig og nødvendig action på opgaven.”