Aarhus Kommune går i luften med jobbank for at styrke indsatsen mod corona-smitte

De seneste uger i Aarhus Kommune er gået med at trimme planer og gøre klar til at tackle en ny virkelighed og driftssituation. Ikke mindst takket være et dygtigt frontpersonale er det indtil nu lykkedes at tage hånd om alle områder, som er defineret som kritisk drift, men Kriseledelsen i Aarhus Kommune er meget opmærksom på, at sygemeldinger og karantæner blandt de normale medarbejdere hurtigt kan udfordre situationen.

Derfor går Aarhus Kommune nu i luften med en jobbank for at mobilisere borgere med sundhedsfaglige eller pædagogiske kompetencer til midlertidig corona-assistance.

Det kan være sygeplejersker, SOSU-assistenter, SOSU-hjælpere eller pædagoger, som har forladt faget for en tid, studerende eller folk der er gået på pension.

Hvis man har lyst til og mulighed for at tilbyde sin arbejdskraft til Aarhus Kommune i den aktuelle situation, så kan man ansøge på en ny hjemmeside, hvorefter man vil blive kontaktet og ”sat i banken”. De tilmeldte vil alene blive kaldt ind, hvis Aarhus Kommunes nuværende medarbejdere ikke kan dække den ekstraordinære situation i forbindelse med ny coronavirus og i den periode der måtte blive nødvendig.

Aarhus Kommunes nye jobbank er oprettet efter inspiration fra Region Midt, og Aarhus Kommune vil samarbejde med regionen om rekruttering af arbejdskraft til de nødvendige funktioner. 

Aarhus Kommune betaler overenskomstmæssig løn for indsatsen, men man skal være opmærksom på at sikre hos A-kasse og pensionskasse, om evt. lønnet arbejde kan påvirke ens efterløn eller pension.

Gå til aarhus.dk/coronaassistance