Kongelundens sekretariat tager form

Den 1. maj 2020 tiltræder Mikkel von Seelen og Hanne Storvang. Mikkel von Seelen er ansat som projektleder til bl.a. at varetage processen med interessentinvolvering og destinationsudvikling. Mikkel er cand.scient i sportsvidenskab fra Københavns Universitet og kommer fra en stilling som chefkonsulent i Trekantområdet, hvor han de sidse seks år bl.a. har haft ansvar for at facilitere det tværkommunale eventsamarbejde og etablere et destinationsselskab. Mikkel har for år tilbage været sportschef i Dansk Svømmeunion og Dansk Kano- og Kajakselskab.

Hanne Storvang er ansat som daglig koordinator i sekretariatet og skal sammen med projektdirektøren varetage sekretariatsledelsen og en række tværgående opgaver i Aarhus Kommune. Hanne er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og har 20 års erfaring fra Aarhus Kommune med bl.a. projektledelse og ledelsesbetjening. Hun kommer fra en stilling som chefkonsulent i Teknik og Miljø og har tidligere været ansat i Kultur og Borgerservice.

Projektdirektør Trine Ribergaard Skammelsen siger: ”I en tid, hvor corona fylder meget, er det vigtigt at se fremad – både for at bygge videre på fælles håb om fremtidens Aarhus og for at få sat gang i de anlægsinvesteringer, der kan være med til at løfte beskæftigelsen. Med ansættelsen af Hanne Storvang og Mikkel von Seelen har vi fået et par virkeligt stærke profiler med på holdet. Nu kan vi for alvor rykke på projektet. Der bliver i efteråret 2020 afholdt en række dialogmøder og events, hvor borgere, interessenter og eksperter under forskellige rammer inviteres til at bidrage til projektet. Samtidig gennemføres de tekniske og økonomiske analyser, der skal ligge til grund for de kommende beslutninger. Det er også vigtigt, at vi får indarbejdet FN’s verdensmål i Kongelundsprojektet, sådan at emner som klima, sundhed, trivsel, biodiversitet, jobvækst og bæredygtige byer balanceres klogt”.

Vision Kongelunden dækker over området fra Havreballeskoven i nord til Kirkeskoven i syd. Området omkranses af Frederikshøj, Højbjerg, Fredensvang, Kongsvang, Frederiksbjerg og Aarhus Bugt og udgør i dag det største sammenhængende multifunktionelle rekreative område i Aarhus. Aarhus Kommune arbejder i projektet i partnerskab med Salling Fondene og Lind Invest, der tilsammen har doneret 500 millioner kroner til projektet. Kongelundens Sekretariat er forankret under borgmester Jacob Bundsgaard i et tæt samarbejde med rådmændene i Kultur og Borgerservice og Teknik og Miljø og de private partnere.

Kontakt

Projektdirektør Trine Ribergaard Skammelsen, tlf. 30 55 47 88