Fejring af Hendes Majestæt Dronningen i Aarhus er udsat til 2022

Foto fra Aarhus' fejring af Hendes Majestæt Dronningens 75 års fødselsdag i 2015 (Foto: Per Ryolf)

Da Hendes Majestæt Dronningen fyldte 80 år i fjor var hele landet klar til at fejre majestæten, men pandemien kom desværre i vejen. Det betød blandt andet, at den storstilede to-dages fejring, Aarhus havde planlagt i forbindelse med et sommertogt omkring Grundlovsdag, måtte udsættes.

Det ligger nu fast, at besøget i Aarhus er udsat til 2022.

Borgmester Jacob Bundsgaard siger: ”Jeg glæder mig over, at vi allerede nu kan se frem til et festligt kongeligt besøg til 2022, hvor vi må regne med at have fået pandemien godt på afstand, så vi atter kan planlægge store forsamlinger og holde en flot og folkelig byfest for vores dronning.”