Budgetaftale skal sætte fart på nye idrætsfaciliteter
Den nye budgetaftale åbner op for en hurtigere og mere smidig proces for foreninger, som vil etablere selvejende idrætsfaciliteter. Blandt andet skal der etableres et rejsehold til at hjælpe med komplekse projekter. Dertil kommer 15 millioner kroner ekstra til idrætsfaciliteter i 2028-2030 og fra 2030 7,5 mio. kr. årligt til driften.
Som en del af budgetforliget i Aarhus Kommune er der afsat midler til at gøre det nemmere for foreningslivet at etablere selvejende idrætsfaciliteter. De to magistratsafdelinger Kultur og Borgerservice samt Teknik og Miljø har fået afsat 500.000 kroner hver fra 2027 og frem til at gøre processerne hurtigere og smidigere.
”Som det har været indtil nu, er det simpelthen for bøvlet for vores frivillige. De risikerer at fare vild i kommunens afdelinger, og det kan gå ud over deres engagement, når de arbejder for at etablere nye idrætsfaciliteter. Nu får vi forenklet processen. Med det nye rejsehold får vi forbundet foreningerne, sports- og fritidskonsulenter samt de relevante sagsbehandlere i Teknik og Miljø, så de frivillige kan få hurtig og målrettet hjælp,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Jesper Kjeldsen.
Idrætssamvirket Aarhus anerkender, at kommunen nu følger op på analysen ’En bedre vej til nye idrætsfaciliteter’. Analysen peger blandt andet på, at idrætsfaciliteter kan etableres hurtigere og gennem en mere smidig proces for foreningerne bag selvejende idrætsfaciliteter.
”Vi har længe efterlyst flere ressourcer i udviklingen af idrætsfaciliteter, og derfor hylder vi både ambitionerne om et temposkifte og hilser Rejseholdet velkommen. Vi ser et stort potentiale i at bygge videre på initiativet sammen med kommunen, så det foruden en enklere kommunal proces også bliver lettere et være frivillig bygherre i alle processens faser," siger formand for Idrætssamvirket Aarhus Jens Bundgaard.
Udover midlerne til rejseholdet er forligspartierne også enige om at styrke breddeidrætten yderligere. Derfor afsættes der 15 millioner kroner i alt til idrætsfaciliteter i 2028-2030, og fra 2030 afsættes der 7,5 mio. kr. årligt til at understøtte foreningernes brug og drift af faciliteterne.
Pengene er et ekstra økonomisk løft oven i de 165 millioner kroner, der blev afsat til idrætsfaciliteter i forbindelse med anlægsaftalen fra 2025.