Gå til hovedindhold
Reaktioner på budgetforlig 2020

Aarhus-succesen ‘Nest’ bliver udvidet

Aarhusianske børn med autisme trives i Aarhus-projektet ‘Nest’, hvor børn med og uden særlige behov går i klasse sammen. Nu bliver ordningen permanent på to skoler, og det har
store perspektiver, siger rådmand Thomas Medom.

20. sep. 2019
  • Læs op

Indhold

    I sidste uge samledes skolefolk, eksperter og andre interesserede i Rådhushallen på Aarhus Rådhus for at høre nærmere om Nest, og torsdag besluttede partierne bag årets budgetforlig at gøre ordningen permanent. Konkret sker det på Katrinebjergskolen, så der på sigt bliver to Nest-klasser på alle klassetrin. Samtidig er der afsat midler til at udvide, så yderligere én skole blive omfattet af Nest.

    “Alle børn skal have gode muligheder, og det betyder konkret, at sårbare børn og unge har brug for en ekstra hånd til at lykkes. Med Nest slår vi to fluer med ét smæk; både de børn, som har behov for ekstra støtte og de som ellers ville gå i en helt almindelig klasse. Det er inklusion, når det er allerbedst,” siger Thomas Medom.

    I Nest går børn med og uden autisme i klasse sammen. Dermed er Nest ét bud på, hvordan børn med særlige behov, der ellers ville gå i specialklasse eller specialskole, kan gå i skole sammen. Tanken er, at man samler ressourcerne fra almen- og specialområdet, så de kommer hele klassen til gode. Resultaterne blev fremlagt i sidste uge og viser, at børnene trives og udvikler sig fagligt og socialt samt at medarbejdere og familier er glade for Nest.

    Rådmand Thomas Medom er derfor tilfreds med, at der samtidig med beslutningen om at udvide Nest, er afsat 3,7 mio. kr. om året frem til 2023 til at sikre, at pædagoger og lærere har de rigtige kompetencer til at understøtte børn med særlige behov. Det sker med udgangspunkt i Nest.

    “Dygtige medarbejdere er en af forudsætningerne for, at vi lykkes med børnene,” understreger Thomas Medom.

    Sidst opdateret: 4. september 2023