Gå til hovedindhold
Reaktioner på budgetforlig 2021

Pressemeddelelse fra Dansk Folkeparti Århus: Et budgetforlig med mange DF-aftryk

Spidskandidat, Jakob Søgaard Clausen, der stod i spidsen for Dansk Folkepartis forhandlingsdelegation, er tilfreds med det samlede budgetforlig.

24. sep. 2021
  • Læs op

Indhold

    Sent torsdag aften forlod Dansk Folkeparti forhandlingslokalet på Århus Rådhus med en underskrift på årets budgetforlig. I år var det spidskandidat, Jakob Søgaard Clausen, der stod i spidsen for Dansk Folkepartis forhandlingsdelegation. Han er tilfreds med det samlede budgetforlig:

    “Borgmesteren havde sat nogle stramme rammer for forhandlingerne. Men vi er kommet langt inden for de muligheder, der var. Vi har sat nogle klare DF-aftryk på budgetforliget, som vi kun kan være tilfredse med. På ældreområdet har vi kæmpet hårdt for at få finansieret det nye demensplejehjem Skovvang fuldt ud. Det lykkedes. Nu bliver de sidste 31 pladser åbnet, og det er vi meget glade for, så flere mennesker ramt af demens kan få den specialiserede indsats, som de har behov for.

    Beboere, medarbejdere og pårørende på de øvrige plejehjem kan herudover se frem til at færre lugtgener på plejehjemmene, da vi med forliget igangsætter dufttiltag til gavn for livskvaliteten. Der er vi også meget tilfredse med”
    Også borgere, der modtager hjemmepleje, kan se frem til et serviceløft, lyder det fra Dansk Folkepartis spidskandidat:
    “Det har stået højt på Dansk Folkepartis ønskeliste, at flere borgere i eget hjem får mere rengøring. Vi gik til budgetforhandlingerne med et konkret ønske om at tilbyde årlige hovedrengøringer til de borgere, som ikke kan klare rengøringen selv. Nu prøver vi det af med et forsøg de næste to år, så borgere med behovet tilbydes en årlig hovedrengøring, udover den rengøring, de allerede modtager. Formålet er helt klart. De ældres ønske skal sættes i centrum, så de får rengøringshjælp til lige netop det, den enkelte ældre ønsker.”

    Det er dog ikke kun ældreområdet, som har haft Dansk Folkepartis fokus til årets forhandlinger: “I år har det været vigtigt for os at brede vores aftryk ud til mere end ældreområdet. Vi har sat aftryk på idrætsområdet og sundhedsområdet med rygestop og behandling af senfølger af COVID-19.

    Sammen med de borgerlige partier har vi sikret, at Århus Kommune indgår i den nye ordning med tryghedsvagter, og det har været vigtigt for os, at det kommer til at ske i tæt samspil med århusianerne. Vi tager desuden et opgør med de klamme offentlige toiletter i kommunen, og så har vi sikret, at der kastes et blik på kommunens samlede bygningsmasse oven på corona, hvor flere forvaltningsmedarbejdere fortsat arbejder hjemme”.
    Dansk Folkeparti er også tilfredse med løft af socialområdet. Udover bostederne har partiet også haft fokus på misbrugsbekæmpelse.

    “Jeg mener, at det er enormt vigtigt, at vi fortsat har fokus på misbrugsbehandling. Det er en god investering både for de borgere, som er socialt udsatte, men også for at sikre medarbejdernes tryghed. Derfor målretter vi nu en opsøgende misbrugsindsats på kommunens botilbud, så flere århusianere kan komme ud af deres misbrug”.

    Sidst opdateret: 4. september 2023