Messe skal give unge lyst til erhvervsuddannelserne

”Vi har i mange år arbejdet på, at flere unge spores ind på erhvervsuddannelserne. Nu ser det ud til, at det rykker i den rigtige retning, blandt andet i kraft af AarhusSkills, hvor de unge selv får fingrene ned i håndværket og møder engagerede lærlinge, der brænder for deres fag. Jeg er sikker på, det tænder en glød hos mange, og de unge får øje på de mange muligheder – fra tandplejer til tømrer,” siger social- og beskæftigelsesrådmand Kristian Würtz.

Et vigtigt indslag i AarhusSkills er Skills-Stafetten, som er en storstilet konkurrence for elever i 8. klasse. Eleverne dyster på tid i forskellige håndværksdiscipliner, og de bedste hold vinder en tur til DM i Skills – de årlige Danmarksmesterskaber i håndværk for lærlinge.

”Skills og skolekonkurrencerne er nogle gode greb blandt flere for at åbne elevernes øjne for erhvervsuddannelserne. Det gør indtryk af møde de seje, dygtige og engagerede unge under uddannelse, som deltager i messen. Vi skal konstant være nysgerrige på løsninger på at få flere i erhvervsuddannelse, selvom vi heldigvis er på vej i den rigtige retning,” siger Thomas Medom.

AarhusSkills arrangeres af Aarhus Kommune i samarbejde med arbejdsmarkedets parter, SkillsDenmark og de seks erhvervsskoler – Aarhus Tech, Aarhus Business College, SOSU Østjylland, Jordbrugets Uddannelsescenter Aarhus, VIA Beklædningshåndværker samt Institut for Odontologi og Oral Sundhed.

Erhvervsskolerne er til stede med stande, hvor eleverne kan få information og vejledning om uddannelsesretninger og jobperspektiver. Messen fortsætter for 8. klasses-elever og deres forældre fra kl. 16.

Næsten 15 procent af de unge har valgt en erhvervsuddannelse i år. Det er det højeste tal i ni år.

Se folder om AarhusSkills 2019 (åbner i nyt vindue)

Program for AarhusSkills 14. november 2019 i CERES Park og Arena

Kl. 9.00: Konkurrencedeltagerne marcherer ind

Kl. 9.20: Rådmand Kristian Würtz åbner messen

Kl. 9.30-12.55: Skills-Stafetten – konkurrencer i fire heats

Kl. 9.30-14.00: Besøg erhvervsuddannelsernes stande i Hal 1-3 samt Søjlegården

Kl. 13.15-13.45: Finale. Rådmand Thomas Medom overrækker præmier

Kl. 14.00: Skills-Stafetten slutter

Kl. 16.00-19.00 Erhvervsuddannelsesmesse (EUD-messe) for 8. klasserne og deres forældre i Hal 1-3 samt Søjlegården.