Aarhus Kommune uddeler julelegat til værdigt trængende

Hvert år uddeler Sociale Forhold og Beskæftigelse Fælleslegatet af 1979, som populært kaldes julelegatet. Legatet tildeles børnefamilier, der er værdigt trængende og generelt har vanskelige livsvilkår. Der er fortrinsvis tale om enlige forsørger med børn under 18 år.

I år uddeles 98.000 kroner til 95 borgere, der modtager mellem 1000 og 1200 kroner hver, afhængig af hvor mange børn, der er i familien.

”Jeg har altid følt, at det er en blandet fornøjelse at uddele julelegatet. Det burde ikke være nødvendigt med julehjælp i et rigt velfærdssamfund som det danske. Men vi må bare konstatere, at børnefattigdom stadig er et beskæmmende problem i 2021. Derfor er det selvfølgelig også med varme i hjertet, at vi giver en økonomisk håndsrækning til trængte børnefamilier, så de også kan holde en god jul,” siger Kristian Würtz, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse.

I år søgte 158 borgere om at få del i julelegatet, som altså blev fordelt på 95 borgere.

Foruden legatuddelingen har Sociale Forhold og Beskæftigelse et fast samarbejde med flere sociale velgørenhedsorganisationer, der tildeler julehjælp til trængte familier.