Civilsamfundspuljen: 17 projekter skal hjælpe udsatte aarhusianere bedre gennem coronakrisen

I sidste måned åbnede Sociale Forhold og Beskæftigelse, Aarhus Kommune for ansøgninger til Civilsamfundspuljen, og interessen fra byens foreninger har været stor. Midlerne er nu fordelt til en række foreninger, der arrangerer coronavenlige, sociale aktiviteter for aarhusianere, som har været særligt hårdt samt af coronakrisen.

”Det er overvældende, at så mange foreninger og fællesskaber engagerer sig i, at alle aarhusianere skal komme godt igennem endnu et forår med corona som følgesvend. Det er der hårdt brug for i en tid, hvor mange socialt udsatte føler sig isolerede fra fællesskabet,” fortæller Kristian Würtz, social- og beskæftigelsesrådmand i Aarhus Kommune.

Både børn og voksne kan se frem til kreative værksteder, udendørs træning, online arrangementer og mange andre aktiviteter med fællesskabet i fokus.

”Blandt projekterne er der aktiviteter og fællesskaber for aarhusianere i alle aldre og i forskellige livssituationer. Jeg håber, at projekterne vil inspirere flere borgere og foreninger til at se på, hvordan de kan hjælpe naboen eller klubkammeraten i en svær tid,” fortæller Kristian Würtz.

Sociale Forhold og Beskæftigelse har modtaget mere end 40 ansøgninger fra foreninger og andre civilsamfundsaktører. I fordelingen af midlerne er der lagt vægt på initiativer for særligt udsatte borgere samt på, at initiativerne hurtigt kan sættes i gang. De 17 prioriterede projekter har hver modtaget mellem 10.000 og 25.000 kroner.

Civilsamfundspuljen er en del af Aarhus Kommunes samlede corona-trivselspakke på i alt ni millioner kroner.

Læs mere om Aarhus Kommunes samlede indsats mod negative konsekvenser af coronakrisen.


I alt har 17 projekter modtaget tilskud fra civilsamfundspuljen: 

ANTV – ”Netværksdannelse blandt psykiatribrugere”
Psykiatribrugere mødes til social aktivitet og debat om et forudbestemt emne i relation til deltagernes hverdag. Formålet er at mindske isolation, styrke netværket og udvide bekendtskabskredsen blandt psykiatribrugere.

Blossom – ”Blooming Room – stærkere fællesskaber til minoritetsetniske kvinder”
Kursusforløb for minoritetsetniske kvinder med to ugentlige aktiviteter som yoga, samtalecafé, kreativitet, temadag og ture ud af huset. Forløbet har fokus på netværk, fællesskab og selvudvikling og skal bidrage til at forebygge social isolation og ensomhed blandt minoritetsetniske kvinder med ikke-vestlig baggrund.

Bryderklubben Thrott – ”Klubkammerat-mentor”
Projektet skal sikre fortsat tilknytning til fællesskabet og skabe struktur i hverdagen for unge medlemmer, der kommer fra udsatte familier. Det sker gennem en ugentlig fysisk træning i små grupper, online træning og en ”klubkammerat-mentor”, som hver uge vil være i kontakt med den unge om både træning og trivsel.

Beder-Malling idrætsforening, Café Klubånd – ”Virtuel café Klubånd”
Café Klubånd arrangerer virtuelle aktiviteter i samarbejde med lokale organisationer og erhvervslivet. Med en kaffevogn vil cafeen på coronavenlig vis nå ud til borgere, der ikke kan deltage virtuelt. Projektet skal styrke sammenholdet på tværs af byerne, bidrage positivt til den mentale sundhed hos borgere og medlemmer samt højne aktivitetsniveauet i en kold vintertid.

Café Parasollen Viby – ”Online fællesskaber for de mest sårbare”
Projektet giver 10 udsatte borgere mulighed for at mødes i online fællesskaber – både indbyrdes og med Café Parasollen – ved at udstyre dem med en tablet. Formålet med projektet er at modarbejde ensomhed og marginalisering af sårbare.

Center for Behandling af Traumer – ”Vejen videre for mænd med senfølger af seksuelle overgreb”
Projektet giver mænd med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen mulighed for at afslutte et gruppeforløb, der blev ramt af coronanedlukning, og yder støtte til at etablere en selvhjælpsgruppe. En god afslutning og overgang til selvhjælpsgruppe skal forebygge ensomhed, sikre at mændene ikke falder tilbage i gamle mønstre og hjælpe dem godt videre i en tryg relation.

C-Cube – ”Aarhus Soup”
Aarhus Soup er en månedlig livecrowdfunding, hvor fire lokale projektudviklere præsenterer deres idéer for fremmødte ”donorer”, som betaler for deltagelse og en skål suppe. Projektet skaber en platform, hvor projektmagere og potentielle frivillige kan mødes. Formålet er at engagere unge i eksisterende projekter i byen, understøtte udviklingen af nye meningsfulde fællesskaber blandt unge og introducere udsatte unge til nye fællesskaber.

Den boligsociale Helhedsplan i Trigeparken – ”Skriveværksted for ensomme og beboere, der føler sig alene i Trigeparken”
I det ugentlige skriveværksted får beboere, der føler sig alene under coronakrisen, mulighed for at mødes om at skrive, lytte og fortælle. De skrevne historier og samtaler med andre deltagere skal bidrage til at danne nye relationer, mindske ensomhed og øge fællesskabet blandt Trigeparkens beboere.

Det Blå Sted – ”Det Blå Steds Ensomhedsværn”
Det Blå Steds Ensomhedsværn tilbyder telefonsamtaler, hjemmebesøg og udlevering af mad til ældre, der er brugere af værestedet, men som grundet Covid-19 har isoleret sig i hjemmet. Samtaler, besøg og nærvær i hverdagen skal mindske mistrivsel og ensomhed blandt udsatte borgere.

Foreningen C-Hope – ”Aktiviteter for at forebygge negative konsekvenser af Corona-krisen for psykisk sårbare og socialt udsatte i Aarhus”
I Familienetværket mødes udsatte og sårbare familier til hygge, samtaler, fællesskab, aftensmad og aktiviteter for børnene. Familienetværket udvider med arrangerer online netværk, takeaway og indkøb for de mest udsatte familier. Aktiviteterne skal forebygge ensomhed, social isolation, angst, depression og mistrivsel hos psykisk sårbare og socialt udsatte.

Gallo Gartneriet – ”Vintertid i Gallo Gartneriet – sammen uden for”
Gallo Gartneriet tilbyder socialt og psykisk udsatte unge og voksne et arbejdsfællesskab med meningsfulde aktiviteter og samvær. Nyt vinterudstyr gør det muligt at fortsætte arbejdet udenfor i de kolde vintermåneder og sikrer fastholdelse af struktur og fællesskab i hverdagen. Projektet skal modvirke forværring af sygdom og social udsathed samt marginalisering fra arbejdsmarked og uddannelse.

HUSRUM – ”HUSRUMs mentale værnemidler – et værn mod social isolation, angst og ensomhed hos sårbare unge”
HUSRUM arrangerer sociale arrangementer online, hvor sårbare og ensomme unge mødes om en social aktivitet, der skaber et pusterum fra bekymringer og giver oplevelsen af fællesskab med andre unge. HUSRUM tilbyder derudover sparring og samtaler via brevkasse eller en samtaleven. Formålet er at skabe samtale om både det svære og det gode i en tid, hvor sårbare unge er særligt udsat for social isolation, ensomhed og angstproblematikker som følge af COVID-19.

Livsværkstederne i Gellerup – ”Kom ind i fællesskabet”
Livsværkstedernes Café Vita har under coronapandemien oplevet et stigende behov blandt borgere for at besøge den sociale café, som grundet restriktioner har haft plads til færre end sædvanligt. En udvidelse af åbningstiden frem mod sommer skal bidrage til, at flere socialt udsatte får dækket behovet for samvær og indhold i hverdagen og derved oplever mindre ensomhed og bedre trivsel.

Lystrup Svømning – ”Ud i det fri. Opdag dit Lystrup”
Udsatte og ældre beboere i Lystrup kan sammen med en uddannet naturtræningsinstruktør dyrke motion med naturen som udgangspunkt. Træningen tilpasses deltagernes niveau og har fokus på fællesskaber og sociale relationer. Formålet er at få flere af områdets borgere til at indgå i sociale motionsfællesskaber samt at opleve glæden ved bevægelse i områdets naturmiljøer.

Oliven Spejderne – ”Spejderaktivitetskasse til børn og unge i Gellerup-Toveshøj”
Oliven Spejderne vil uddele aktivitetskasser og arrangere konkurrencer for børn og unge i Gellerup-Toveshøj. Kasserne og den ugentlige opgaveløsning skal forebygge ensomhed i en tid, hvor mange aktiviteter er lukket ned, bidrage til at flere børn og unge bliver en del af et sundt fællesskab samt fremme deres interesse for frilufts- og foreningslivet.

Reden Aarhus – ”Kreativ Inklusion”
Reden Aarhus vil oprette et kreativt værksted, hvor brugere kan mødes om en kreativ aktivitet, lære nye færdigheder og udvikle sociale værktøjer. Det kreative værksted skal bidrage til at skabe struktur og fællesskab i rammer, som kvinderne kender og er trygge ved, samt forebygge isolation og mistrivsel.

TUBA – ”Akuthjælp til TUBAs unge, der er ekstra belastede som følge af Covid-19”
TUBA tilbyder hjælp, rådgivning og terapi til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i familier med alkohol- og/eller stofmisbrug. Med midler fra civilsamfundspuljen udvider TUBA tilbuddet med akutsamtaler unge, der har afsluttet et forløb, men som grundet den aktuelle situation har brug for opfølgende samtaler samt med hurtigere forsamtaler til unge, der henvender sig for første gang. Formålet med projektet er at nå ud til flere unge med hurtigere hjælp fra et specialiseret tilbud.