Bustrænere søges til mennesker med handicap eller psykisk sårbarhed

En del borgere tager af mange forskellige grunde ikke offentlig transport alene. For nogle kan det skyldes handicap, for andre angst. Måske har man aldrig fået lært at tage bussen alene, for andre handler det om at skulle genlære det.

Rigtigt mange borgere lærer eller genlærer at transportere sig selv med hjælp fra pædagogisk uddannet personale - men udvalgte borgere, der kan lære det uden pædagogisk ledsagelse, kan få hjælp fra en Medborger-guide.

Til at supplere Medborger-guiderne, søger vi nu civile frivillige, så endnu flere borgere kan komme til at tage bussen selv og være aktive i eget liv.

Fælles for borgerne er, at de er motiverede og har kompetencerne til at lære at tage offentlig transport selv.

Som bustræner hjælper du ét menneske ad gangen til at lære at kunne transportere sig selv.

Du kan typisk vælge mellem morgentræning eller eftermiddagstræning. Og oftest vil transporten foregå mellem hjemmet og en bestemt destination. Træningen kan foregå både i bus og Letbane. Typisk tager et forløb tre uger med træning på hverdage – men det kan variere.

Sådan foregår et bustrænings-forløb

  • Du inviteres ind til en samtale om opgaven med en koordinator i Aarhus Kommune.
  • Du får information om, hvordan du bedst håndterer forskellige handicap eller psykisk sårbarhed.
  • Du matches med en specifik borger ved et møde hvor også fagpersoner, der kender borgeren deltager.
  • Du modtager køreplan og detaljeret program for, hvordan træningen skal forløbe.
  • Du er i hyppig/daglig kontakt med projekt-koordinatoren under forløbet og kan få løbende sparring.

Vi forventer, at

  • Du har god erfaring med at tage offentlig transport i Aarhus.
  • Du er stabil og ansvarlig – og overholder dine aftaler
  • Du kan skabe tryghed omkring kørslen, og har god fornemmelse for folk
  • Du kan hjælpe med transporttræning i min. 3 dage i ugen i sammenlagt tre uger.
  • Du har en forståelse for, at folk kan have forskellige vanskeligheder
  • Du vil samarbejde tæt med borgerens kontaktpersoner og projektkoordinatoren

 

Kontakt og information

Vil du gerne til en samtale eller vide mere, så skriv til annlin@aarhus.dk eller kontakt os på telefon 29 20 82 02.

 

Fakta om Medborger-guider

Gennem halvandet år har en række Medborger-guider (borgere med særlige behov, der får eller har fået støtte af kommunen, og som som er uddannet i at hjælpe andre med særlige behov) arbejdet med bustræning. Medborger-guiderne var med i opløbet om at blive landets bedste offentlige innovationsprojekt i 2021.

Erfaringerne med Medborger-guider, der tilbyder bustræning, har vist sig så gode, at vi har søgt midler fra Aarhus Kommunes Innovationsmotor - og vi udvider nu gruppen af frivillige hjælpere til også at omfatte civile frivillige.

Læs mere om medborgerguiderne i LÆS STJÆL FORTÆL-kataloget lavet af Center for Offentlig Innovation (COI) (side 38-41)