Jeg søgte uopfordret og skabte et herligt job

Fortalt til Helle Veel Høygaard, virksomhedskonsulent, Jobcenter Aarhus, Viden til Vækst

Den 62-årige Søren Dalsgaard, journalist og MA i Cross-Media Communication, fortæller her sin historie:

En tidligere kollega med stor erfaring i rekruttering gav mig dette råd: “Søg uopfordret. Find nogle virksomheder du kan tænke dig at arbejde for. Fortæl dem, hvad du kan gøre for dem. De lægger meget mere mærke til dig, end når du søger en opslået stilling sammen med en hel masse andre”.

Det viste sig, at hun fik ret, så her kommer min opskrift på vejen til et herligt job. Det tog mig bare et halvt år at nå dertil. Forinden havde jeg læst stillingsannoncer og søgt de job, jeg kunne se mig selv i. Når det gik højt, fik jeg et afslag ganske som de 2-300 andre minus den udvalgte. Ret ofte hørte jeg bare ingenting. Derfor sendte jeg min første uopfordrede ansøgning med fyldigt CV til en tidligere chef, der havde skiftet arbejde. Intet svar.

I stedet valgte jeg en anden virksomhed og tjekkede deres kommunikation. Gik deres website og deres aktivitet på SoMe grundigt igennem. Tilmeldte mig deres nyhedsbrev. Samtidig skrev jeg ned, hvad jeg ville lave om på, hvis jeg fik lov.

Som journalist og selvstændig kommunikationsrådgiver savnede jeg mere håndfaste metoder udi digital markedsføring. Via jobcentret fik jeg bevilget Google Succes Online Digital Koordinator, og det gav mig det ekstra, jeg manglede. Under kurset udviklede jeg på mine ideer i den uopfordrede ansøgning. 

Efter kurset følte jeg mig klar og sendte ansøgningen. Hørte intet. Ventede nogle dage og ringede op til virksomhedens grundlægger. Han havde ikke fået læst min ansøgning, men havde lige printet den ud. Jeg fortalte lidt om mig selv og foreslog et møde, hvor jeg kunne uddybe. To dage senere mødte jeg firmaets tre ejere, og under samtalen præsenterede jeg min plan med deres kommunikation og markedsføring. De ansatte mig straks med start den førstkommende mandag.

De seks måneder med løntilskud sluttede 31. maj, og herefter er jeg efter eget forslag blevet fastansat i virksomheden tre dage om ugen. Se det var min historie kort fortalt. Nu har jeg givet det gode råd videre.

Søren Dalsgaard fik for nylig en sjov opgave, da han skulle levere en autocamper til landets tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen. Se hans interview her: Facebook (integreret link)

Er du dagpengemodtager, og vil du gerne vide mere om andre forløb som Google Succes Online Digital Koordinator, så læs mere her (integreret link)