Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sociale Forhold og Beskæftigelse

”Det har været mindre frygtindgydende, end jeg havde tænkt”

I dag var godt 2.000 jobsøgende akademikere inviteret til dette års AC-JOBmesse i DGI Huset i Aarhus. Her stod omkring 40 virksomheder klar til en snak og sparring.

14. okt. 2022
  • Læs op

Indhold

    Af Søren Rosenberg Pedersen

    DGI Huset i Aarhus bag Bruuns Galleri åbnede i dag kl. 9:30 døren op for dette års AC-JOBmesse, hvor mere end 2.000 jobsøgende akademikere var inviteret inden for.

    Her stod næsten 40 virksomheder klar til en snak og måske ligefrem et job eller en praktik. Sideløbende kørte der opvarmningskurser, hvor de fremmødte kunne blive klædt på til samtalerne med spændte repræsentanter fra en lang række private virksomheder samt selvejende og offentlige institutioner.

    Social- og beskæftigelsesrådmanden i Aarhus Kommune, Anders Winnerskjold, bød velkommen og sendte de jobsøgende kandidater ud i messen med ordene:

    ”Rigtig god jobmesse! Hav et åbent sind – både virksomheder og ikke mindst jer, der søger job.”

    I dialog med virksomhederne

    Blandt de fremmødte kandidater med et åbent sind var Christian Romby Poulsen, der med en uddannelse som cand.oecon. i dag var mødt op for at blive inspireret, da han står med overvejelserne om et brancheskifte.

    ”Jeg har tidligere været underviser, men jeg kunne godt tænke mig at komme over i noget mere udviklingsorienteret inden for IT-området. Derfor har jeg i dag udpeget de virksomheder, der kunne være interessante været rundt hos nogle af dem allerede,” fortæller Christian.

    ”Men jeg er fortsat godt i gang med at komme rundt til dem alle for at snakke med dem om, hvordan jeg nemmest kan bygge bro, fra det jeg kommer med, og så over til det, som de har brug for.”

    Da Christian er ude i et brancheskifte, benyttede han også lejligheden til at smutte forbi kursusvirksomheden Itucation, der udbyder specifikke kurser inden for IT. Et af dem overvejer han allerede at ansøge om at blive optaget på. Vigtigst har mødet med virksomhederne dog været.

    ”Det har været godt at være forbi virksomhederne i dag. Det er fedt at komme ud og høre dem lidt og være i dialog. Jeg kommer herfra og har et væsentligt større indblik i, hvad er det for en retning, jeg skal prøve at gå i, og hvem der er de første, jeg skal prøve at hive fat i inden for den nærmeste fremtid.”

    Ventetiden værd

    En anden kandidat er Karina Jakobsen, der er uddannet ergoterapeut og har taget en Sundhedsfaglig kandidat. Ligesom Christian er hun ude i et brancheskifte.

    ”Jeg er ikke så kræsen, men jeg er ret nysgerrig på IT. Derfor har jeg i dag fået inspiration til en del andre arbejdspladser, der kan være relevante, i stedet for at søge ergoterapeutstillinger. Det har givet mig mulighed for i dag at prøve at gå ind og se nogle andre typer stillinger, hvor min kandidat kan passe til,” fortæller Karina.

    ”Vi har altså kigget mere på kompetencer frem for min uddannelse. Hos de virksomheder jeg har talt med, er vi kommet omkring, hvor mine kompetencer også kan bruges. Man skal bare lige have vinklet sin uddannelse – så kan man godt bruge den andre steder.”

    Også den relativt nyuddannede kandidat Jeppe Brosbøl Jørgensen har været glad for det direkte møde med virksomhederne. Med en kandidat i Strategic Communication søger han alt inden for kommunikation og marketing, men med en særlig interesse for content marketing.

    ”Jeg har allerede snakket med nogle virksomheder. Dog har der været lidt kø ved de virksomheder, jeg rigtig gerne vil i kontakt med. Når jeg dog er kommet frem til dem, så har de været meget imødekommende. Det har været mindre frygtindgydende, end jeg havde tænkt, når man nu skal ind og snakke med nogle random mennesker,” fortæller Jeppe.

    ”Som nyuddannet har jeg endnu ikke så meget erfaring med at snakke med virksomheder. Det er en anden rolle eller maske man tager på, når man skal hen at snakke direkte med virksomheder. I dag har jeg lært langt flere virksomheder at kende, som jeg ikke har hørt om før. Det er spændende at se alle de mindre virksomheder, som man ikke rigtigt kender.”

    ”Det handler mest om kemi”

    En af de virksomheder, der stod klar med åbne arme var Kredsløb, som på den ene side står for genbrudsstationerne og afhentning af affald, men som samtidig laver fjernvarme. Anders Topp, som er formidler ved Kredsløb, var meget positiv over de mange kvalificerede og motiverede kandidater.

    ”Jeg synes, der har været nogle rigtig gode kandidater forbi. Dels har der været nogle humanister, som matcher meget godt med en opslået stilling, vi har med som marketingskoordinator, og så har jeg også snakket med nogle lidt mere naturvidenskabelige kandidater, hvor jeg tænker, at det har vi altid brug for, så der har været en masse at komme efter i dag som virksomhed,” forklarer han.

    Derudover har alle kandidater haft muligheden for at tage en affalds-quiz ved Kredsløbs stander. Her kunne de fremmødte prøve kræfter med deres viden om affaldssortering.

    ”Jeg tænkte, quizzen ville være svær for folk, men min oplevelse har faktisk været, at de jobsøgende, der har været forbi i dag, har været sindssygt gode til at finde fejlene. Jeg er faktisk meget optimistisk i forhold til at folk ved, hvordan de skal sortere.”

    En anden deltagende virksomhed er marketingvirksomheden Mindmill, som i disse år oplever en stødt stigende vækst, hvor de lige nu er godt 50 ansatte, men forventer at skulle ansætte en del flere inden for den nærmeste fremtid.

    ”Vi står i et skifte, hvor vi er vokset meget, så kulturen er gået fra at være meget familiær, til at vi hurtigt er blevet så store, at vi er i en proces hvor vi skal professionalisere nye områder, men samtidig fastholde en rigtig stærk tilknytning for medarbejderne til arbejdspladsen,” fortæller COO i Mindmill Neno Petkovic.

    ”Vi har fået en masse spændende kandidater forbi vores stander i dag, og så er vi blevet lidt klogere på, hvad det er for nogle profiler, vi er interesserede i lige nu. Da vi vækster ret meget, er ikke så meget CV’et, der fylder, men det menneske der er bag. Vi søger derfor bredt – både kreative og analytiske folk samt generalister. Det handler mest om kemi.”

    ”Jeg har allerede en kandidat i tankerne”

    Også den store koncern, byggemarkedskæden Silvan, havde sat en stander op på dagens jobmesse. Her stod Maiken Bilstrup, som er HR Manager i Silvan, klar til at tage imod de mange nysgerrige kandidater.

    ”Der har været overraskende mange kandidater med rigtig gode baggrunde forbi, som passer rigtig godt ind hos os, så jeg synes, vi har fået meget ud af at være her i dag. Jeg har allerede en kandidat i tankerne, som jeg gerne vil kontakte her efterfølgende.”

    Hvem har I haft forbi jeres stander i dag?

    ”Der har været mange gode og forskellige breder i profilerne. De har lavet alt muligt forskelligt, så det er nemt at tale ind i, hvad de måske har af muligheder her hos os. Så er der desværre også nogen, hvor vi ikke har kunnet matche dem med noget, men vi har så fået en god snak.”

    Hvilke typer profiler har I særligt været på udkig efter i dag?

    ”Vi har i dag særligt prøvet at hejse flaget for vores indkøbsafdeling, hvor vi har nogle åbne stillinger med, og så har interessen for vores HR-stillinger også været meget stor, som vi også har fortalt en masse om. Vi har en masse specifikke stillinger, der er åbne, som vi har med, hvor vi har fået snakke med nogle gode kandidater, som kunne passe hertil.”

    Dette er tredje gang JOBBootCamp inviterer til AC-JOBmesse. Arrangørerne bag messen er VisionPilot og Viden til Vækst - Jobcenter Aarhus.