Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sociale Forhold og Beskæftigelse

En SAND fest for byens hjemløse

Der er livemusik, god mad og hygge på programmet, når hjemløse aarhusianere på torsdag mødes til sommerfest under åben himmel. Festen er arrangeret af SAND – De Hjemløses Landsorganisation i samarbejde med Aarhus Kommune.

23. maj 2023
  • Læs op

Indhold

    Der vil med garanti være god musik og glade mennesker, når Mølleparken for tredje år i streg danner ramme om en sommerfest for byens socialt udsatte og hjemløse. Det sker torsdag den 25. maj, hvor parken indrettes med scene, madboder og kaffevogn.

    ”Der er rigtig mange mennesker, som har set frem til festen i Mølleparken. Det er et frirum, hvor man kan hygge sig med gode venner og lægge hverdagens bekymringer på hylden for en stund. Derfor er vi i SAND meget glade for, at sommerfesten for byens hjemløse nu er blevet en årlig tradition,” fortæller Freddy Nielsen, formand for SAND Østjylland.

    Igen i år bakker lokale foreninger og ildsjæle op om at stable en god fest på benene. Skraldecafeen står bag dagens menu, Foreningen Gadeliv betjener baren, Hjemløs i Aarhus serverer kaffe og kage, Pant for Pant sørger for pantindsamling og Sydhavnspedellerne tager teten på oprydningen, når festen er veloverstået.

    ”Både foreninger og frivillige har været enormt engagerede i forberedelserne, og jeg er sikker på, at deltagerne kvitterer med højt humør. Sommerfesten er et godt eksempel på, hvordan vi ved fælles hjælp kan skabe gode oplevelser og en lysere hverdag for aarhusianere i hjemløshed,” siger Anders Winnerskjold, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune.

    Eftermiddagens program:

    11.30: Pladsen åbner.

    12.15: Velkomst ved Freddy Nielsen, formand i SAND Østjylland.

    12.25: Tale ved Anders Winnerskjold, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse.

    12.45: Livemusik, DJ, mad og hygge.

    17.00: Pladsen lukker.