Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sociale Forhold og Beskæftigelse

Nyt værested på vej til byens udsatte

Efter mange års brug er Værestedet i Sydhavnen slidt ned. Nu starter opførelsen af et nyt værested, som fortsat skal være et fristed for mange af byens socialt udsatte. Nu med mere plads og bedre faciliteter.

Indhold

    Brugere, foreninger og medarbejdere har givet deres input med, og nu ligger tegningerne til et nyt værested i Sydhavnen klar.

    ”Værestedet er et åndehul for mange hjemløse og udsatte aarhusianere, og nu kan brugerne se frem til helt nye rammer med højt til loftet – både hvad angår fællesskabet og helt bogstaveligt. Der bliver mere plads og nye, fede faciliteter. Men vigtigst bliver der plads til at være den, du er, og til at møde gode folk, der står klar til at hjælpe med de ting, der bøvler i hverdagen,” siger Michael Christensen, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, og fortæller, at værestedet både skal være et socialt samlingspunkt og en uformel indgang til social støtte, boligsøgning, småjobs og sundhedsindsatser.

    Brugerne bliver budt velkommen i et stort fællesrum med plads til spisning, afslapning og aktiviteter. Synlige trækonstruktioner skaber afgrænsede rum uden at gå på kompromis med den åbenhed, der skal skabe tryghed og gøre stedet let at overskue for både brugere og medarbejdere. Fra fællesrummet er der direkte udgang til et skærmet gårdmiljø uden indkig fra Kulbroen eller områdets kontorbyggerier.

    Det nye værested kommer til at ligge centralt i Gadens Kvarter i Sydhavnen, som er et knudepunkt for mange frivillige og kommunale tilbud til byens udsatte og hjemløse.

    ”Det nye værested skal fungere som en helle og et samlingspunkt for byens socialt udsatte borgere. Placeringen på Sydhavnen bliver fastholdt, og med fagligheden samlet under ét tag i trygge rammer giver det gode muligheder for at hjælpe borgerne,” siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

    Det nuværende værested er slidt ned efter mange års brug, og etableringen af er blevet mulig med flotte donationer fra Salling Fondene og Danske Commodities.

    ”Det nye værested i Sydhavnen vil give byens socialt udsatte bedre rammer, mere nærvær og mulighed for at være en del af et fællesskab, hvor man bliver mødt med omsorg og respekt. Det er en stor glæde, at vi kan være med til at muliggøre dette til gavn og glæde for de aarhusianere, der har allermest brug for det. Jeg ser frem til at besøge det nye værested, når det er færdigt,” siger Karin Salling, næstformand i Købmand Herman Sallings Fond.

    Værestedet får adresse på Kalkværksvej og bliver dermed nabo til Danske Commodities.

    ”Vi er glade for at kunne støtte opførelsen af et nyt værested med en donation på 5 mio. kr. Danske Commodities er grundlagt i Aarhus, og vi har i dag vores hovedsæde i sydhavnsområdet ved siden af værestedet. Vi ønsker at tage aktiv del i at styrke det lokalsamfund, vi er en del af – det gælder byens uddannelsesinstitutioner og kulturliv, men også vores helt nære omgivelser på Sydhavnen,” siger Jakob Sørensen, administrerende direktør hos Danske Commodities.

    Det nye værested forventes at stå klar til brug efter sommeren 2027. Indtil da vil det nuværende værested holde åbent som normalt.

    Om anlægsprojektet

    • Det nye værested bliver i alt ca. 600 kvadratmeter fordelt på to etager. Huset rummer både fællesarealer, køkken, samtalerum, vaskefaciliteter og bad og toiletter. Herudover et skærmet gårdmiljø.
    • Aarhus Ejendomme er bygherre på projektet, som har en total anlægssum på 28 millioner kroner, hvoraf 8 mio. kr. blev reserveret i Budget 2024, 8 mio. kr. er doneret af Salling Fondene og 5 mio. kr. er doneret af Danske Commodities. Derudover bidrager Sociale Forhold og Beskæftigelse med cirka 7 mio. kr. til projektet.
    • 1,9 mio. kr. af anlægssummen er reserveret til kommende etablering af et nyt stofindtagelsesrum.

    Om værestedet i Sydhavnen

    • Værestedet er et åbent tilbud til voksne med psykiske eller sociale sårbarheder, herunder aarhusianere i hjemløshed. Omkring 300 borgere bruger værestedet regelmæssigt. 
    • Værestedet har åbent alle årets dage. Her er det blandt andet muligt at få tre daglige måltider mad, deltage i arrangementer og få hjælp til at komme i kontakt med både kommunale og private tilbud. Det er også muligt at hente rent fixe-værktøj og købe Hus Forbi-aviser til videresalg.
    Sidst opdateret: 18. marts 2026