Flere boliger på vej til borgere med udviklingshæmning

”I Aarhus Kommune har vi et stort behov for flere boliger til borgere med udviklingshæmning. De nye pladser er rettet mod en sårbar gruppe af borgere, som i meget lille grad er i stand til at håndtere ydre påvirkninger og derfor ikke kan benytte sig af byens andre dagtilbud. Det er borgere, der har brug for kendte og trygge omgivelser hele døgnet, og det er jeg glad for, at vi nu får mulighed for at tilbyde dem,” siger rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Kristian Würtz (S).

De seks nye boliger etableres i en allerede eksisterende bygning på Oddervej, som bliver ombygget til formålet. Bygningen indeholder i dag værelser, som bliver bygget om til 2-rums lejligheder og tilhørende fællesarealer. Aarhus Kommune erhvervede sig tidligere på året ejendommen, som indtil udgangen af sidste år husede Behandlingshjemmet Dalgaarden.

”Ved at ombygge en eksisterende bygning, får vi mulighed for at etablere flere boliger relativt hurtigt. Vi forventer, at lejlighederne allerede vil være klar til indflytning til foråret. Etableringen af de nye boliger er en del af Aarhus Kommunes strategi om, at vi selv skal kunne tilbyde størstedelen af de specialpladser, der er behov for. Det er positivt, for egne specialpladser betyder, at flere aarhusianske borgere med et handicap kan bo i nærheden af deres familie,” siger rådmanden.

Byrådet afsatte i Budgetforliget 2016-2019 godt 24,5 millioner kroner til etableringen af 12 nye specialpladser med internt dagtilbud til voksne med handicap. Forslaget om at etablere seks specialpladser i den eksisterende bygning på Oddervej betyder, at pladserne vil have en samlet anlægningsudgift på knap 4,1 millioner kroner, svarende til etableringen af to pladser i den afsatte bevilling. Det bliver derfor muligt at udvide kommunens kapacitet med yderligere fire pladser. De seks pladser på Oddervej er del af en større anlægsplan, hvor der er planer om at udvide antallet af specialpladser med samlet 16 pladser, hvoraf de øvrige 10 tænkes etableret i tilknytning til eksisterende tilbud i kommunen. De resterende pladser vil byrådet tage stilling til senere på efteråret.

Aarhus Kommune er ved at udarbejde en helhedsplan for ejendommen på Oddervej, som i alt rummer seks bygninger.