Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sundhed og Omsorg

Fire ud af fem modtagere af hjemmepleje i Aarhus er tilfredse med plejen  

Fire ud af fem modtagere af hjemmepleje i Aarhus er tilfredse med plejen

02. dec. 2022
  • Læs op

Indhold

    Tilfredsheden med hjemmeplejen i Aarhus Kommune stiger. Mere end fire ud af fem modtagere af hjemmeplejen er tilfredse med hjælpen. Rådmand Christian Budde mener, at det er en stor anerkendelse af medarbejderne og håber, at det kan være med til at styrke ældreområdets image og omdømme.   

    En netop afsluttet tilfredshedsundersøgelse, som Sundhed og Omsorg har gennemført, viser at tilfredsheden med den kommunale hjemmepleje er steget fra 75 procent i 2021 til 82 procent i år. Det samme gælder for tilfredsheden med modtagerne af hjælp fra private leverandører. Her er tilfredsheden steget fra 66 procent sidste år til 77 procent i år. 

    Mange medarbejdere oplever dagligt, hvor stor en forskel de gør i de ældres liv. De udfører et kolossalt vigtigt stykke arbejde, og de høster faktisk også den anerkendelse, dagligt, når borgerne selv giver udtryk for det i mødet. Så det flotte resultat kommer ikke bag på mig og næppe på vores mange medarbejdere. Jeg kunne dog godt ønske mig, at alle i Aarhus vidste, hvor godt tilfredse de ældre rent faktisk er med den service, som vi leverer. Det ville måske få endnu flere unge til at søge ind på området. Jeg glæder mig særligt over, at der er en markant fremgang fra sidste år. Det er samtidig også et skulderklap til alle de dygtige ledere, tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter og konsulenter, som er med til at skabe både kvalitet og motivation hos medarbejderne. Der vil nok altid være nogle, som er ikke tilfredse. Der kan også være pårørende i blandt. Dem skal vi også huske på, og de er en vigtig kilde til både læring og udvikling. Omvendt så skal deres stemme ikke stå alene i den offentlige debat, når det handler om værdig og god ældrepleje. Vi kan godt tillade os at være lidt stolte i Aarhus,” siger rådmand Christian Budde.

    Også Pleje og Rehabiliteringschef, Jens Bejer Damgaard, er tilfreds med resultatet af årets undersøgelse: Modtagerne af kommunal hjemmepleje svarer, at hjælpen tager udgangspunkt i det, som er vigtigt for dem. Det er især i forbindelse med den personlige pleje og i den deraf følgende tryghed, at borgerne vurderer os højt. Det gør mig både glad og stolt. Især også i betragtning af den generelle udfordring med at skaffe medarbejdere til området. Vi skylder vores engagerede ledere og medarbejdere en kæmpestor tak”, siger chef for Pleje og Rehabilitering, Jens Bejer Damgaard. 

     2.470 hjemmeplejemodtagerne har besvaret undersøgelsen, som blev gennemført i uge 38-43. 

    Også formand for Ældresagen i Aarhus Torben Dreier udtrykker tilfredshed:   Det gør mig rigtig glad at se, at borgerne i høj grad oplever, at medarbejderne i hjemmeplejen samarbejder med borgerne, deres familier og andre pårørende i det omfang borgerne ønsker det. Det er så vigtigt, at vi er opmærksomme på de pårørendes betydning og netværkets indflydelse på vores ældre borgeres hverdag, tryghed og livskvalitet”.  

    Resultaterne af årets hjemmeplejeundersøgelse offentliggøres kl. 14 den 2. december. 

    www.aarhus.dk/tilfreds 

     

    Kontakt

    Rådmand for Sundhed og Omsorg, Christian Budde. Telefon 8940 6500