Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sundhed og Omsorg

Mere frihed og flere valgmuligheder i hjemmeplejen 

Ved seneste byrådsmøde blev et næsten enigt byråd enige om at ændre på godkendelseskriterierne for private leverandører af pleje og praktisk hjælp til aarhusianere i eget hjem. Resultatet bliver flere valgmuligheder og større frihed til dem, der vælger privat leverandør af hjemmepleje.

25. nov. 2022
  • Læs op

Indhold

    I sidste uge vedtog Aarhus Byråd at inddele kommunen i tre distrikter. Det betyder, at private leverandører ikke længere behøver at levere både pleje og praktisk hjælp i hele kommunen, men i stedet kan søge om godkendelse i én eller flere dele af byen.

    Samtidig bliver det nu muligt for private firmaer alene at levere praktisk hjælp som rengøring. 

    Med ændringerne i godkendelseskriterierne får flere private firmaer mulighed at søge om at blive leverandør. Det giver samtidig lettere adgang for mindre firmaer til at byde ind på at levere hjemmepleje og derved styrke aarhusianernes frie valg. 

    Jo flere valgmuligheder, vi som borgere har, desto bedre forudsætninger har vi for at finde et tilbud, der passer til vores ønsker og behov. Og en øget konkurrence holder samtidig de forskellige private leverandører og kommunen på tæerne for at levere den bedst mulige kvalitet,” siger Christian Budde, rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune. 

    For aarhusianere, der eksempelvis alene modtager hjælp til rengøring, kan de nu vælge en leverandør, hvis styrke netop er rengøring.   

    Dansk Erhverv hilser det velkomment, at Aarhus Kommune ønsker at styrke borgernes frie valg. Opdelingen af kommunen i flere distrikter kan give flere leverandører mulighed for at tilbyde en borgernær praktisk hjælp og personlig pleje. Den øgede konkurrence om at levere gode tilbud vil komme borgerne til gavn, men det er en klar forudsætning, at byens ældre borgere også gøres opmærksomme på, at de faktisk har et frit valg.”, siger Mette Feifer, vicedirektør i Dansk Erhverv. 

     Faldet i antallet af leverandører skal vendes 

    Frem til 2014 var kommunen opdelt i mindre distrikter, og det var muligt for leverandører at byde ind på enten pleje eller praktisk hjælp eller begge dele. I årene 2010 til 2014 var der mellem 10 og 15 godkendte leverandører. 

    Siden 2014 har antallet af private leverandører varieret mellem én og fire, og samtidig har færre og færre aarhusianere med plejebehov i løbet af de senere år valgt privat leverandør. Med de nye krav forventes det, at antallet af leverandører vil stige og aarhusianernes frie valg styrket. 

    FAKTA 

    Efter vedtagelsen af indstillingen vil: 

    • Kommunen opdeles i tre distrikter, og det skal være muligt for leverandører at søge om godkendelse i ét eller flere distrikter.
    • Der bliver mulighed for at levere pleje og praktisk hjælp eller alene praktisk hjælp. 
    • Der bliver kun krav om, at leverandører af pleje kan levere overdraget sygepleje på hjælperniveau.
    • Den lovpligtige rehabiliterende indsats ved nye borgere (§ 83a) vil også fremover blive varetaget af kommunen 
    • De kvalitative krav til private leverandører vil bestå uforandret.