Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sundhed og Omsorg

Sundhed og Omsorgs direktør fratræder

Aarhus Byråd har onsdag godkendt, at direktør for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Hosea Dutschke, fratræder sin stilling.

Aarhus Kommune ønsker en anden profil til stillingen, men anerkender Hosea Dutschkes store arbejde, og for i 16 år at have stået i spidsen for Sundhed og Omsorg.

12. okt. 2022
  • Læs op

Indhold

    Om næste skridt siger sundhedsrådmand Christian Budde:

    “Det er min ambition, at Afdelingen for Sundhed og Omsorg skal være båret af tillid, åbenhed og læring. Det skal man kunne mærke både som borger, medarbejder, politiker og samarbejdspartner. Det er ingen hemmelighed, at ældreområdet i Aarhus gennem et stykke tid har været præget af turbulens og dårlige sager. Men i stedet for at dvæle ved det, som ikke er lykkedes, så vil jeg hellere tale om muligheder og løsninger på de kolossale udfordringer, som området står over for. Vi får et stigende antal plejekrævende ældre, tidligere udskrivninger fra hospitalet, en presset økonomi og en svær rekrutteringssituation. Skal vi lykkes med det, så kræver det et solidt fundament bestående af netop tillid, åbenhed og læring, og jeg går nu i gang med at lede efter en direktørprofil, der sammen med 6500 dygtige medarbejdere kan føre det ud i livet.”

    Indtil der er fundet en ny direktør, vil vicedirektør Thune Korsager overtage ansvaret i tæt samspil med det øvrige chefteam i Sundhed og Omsorg.