Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sundhed og Omsorg

Aarhus kåret som årets demensvenlige by og civilsamfundsinitiativ

På Demens Topmøde 2022 blev Aarhus Kommune i torsdags kåret som årets demensvenlige by og civilsamfundsinitiativ. På onsdag den 21. september er det samtidig den internationale Alzheimerdag. I Aarhus markeres dagen med musik og samtaler.

19. sep. 2022
  • Læs op

Indhold

    Hvordan snakker vi med børn om demens? Det har Teater Fluks i samarbejde med Aarhus Kommune fundet et godt bud på med teaterworkshoppen VÆK, der giver børn et nyt og anderledes indblik i demensens verden. Med projektet er Aarhus Kommune kåret som årets demensvenlige by og civilsamfundsinitiativ.

    VÆK er en musikdramatisk forestilling om demens, bedsteforældre, døden og ikke mindst livet. Og om hvad der sker, når én man kender, forsvinder lidt efter lidt. Der er tilknyttet en workshop til forestillingen, hvor børnene får bearbejdet den kunstneriske oplevelse. Børnene går fra teaterworkshoppen med en øget bevidsthed om, hvad demens er og, hvordan man møder mennesker med demens.

    “Demens er en sygdom, der påvirker hele familien. Derfor er det vigtigt, at vi ikke glemmer børnene, når sygdommen rammer. Jeg er stolt over, at vi i Aarhus er kåret som årets demensvenlige by og civilsamfundsinitiativ, og at vi med projektet VÆK lykkes med at skabe den vigtige generationsbrobygning. Men vi stopper ikke her. Demens er noget, vi alle skal tale om”, siger sundhedsrådmand i Aarhus Kommune, Christian Budde.

    Aarhus markerer Alzheimerdagen

    Den 21. september markeres den internationale Alzheimerdag, og i Aarhus inviterer Demensalliancen Aarhus og Demensvenlig By alle aarhusianere til en snak om demens ved de fem ’Forglem mig ej-bænke’, som står rundt om i Aarhus og i dagens anledning får nye placeringer. Her kan du prøve kræfter med en myte-quiz, få et indblik i demensens verden og høre mere om, hvordan alle kan hjælpe med at gøre Aarhus til en god, tryg og demensvenlig by.

    For Aarhus Kommune har en ambition om at gøre demens til noget, vi taler om. Og netop dét hjælper bænkene, som er dekoreret med forskellige citater, med. Citaterne giver forbipasserende et indblik i de tanker og overvejelser, der kan følge med, når man får en demenssygdom.

    “Aarhus skal være en foregangsby, hvor de, der rammes af demens, forsat har alle muligheder for at leve et godt, trygt og aktivt liv med alt, hvad det indebærer fra indkøb til kulturoplevelser og aktive fællesskaber. Det handler om, at vi har øje for hinanden, når nogen har brug for hjælp, at vi inviterer ind i vores fællesskaber og møder hinanden med smil, tålmodighed og rummelighed,” siger Christian Budde.

    Når et menneske får demens, kan der komme udfordringer i hverdagen. Det kan for eksempel blive svært at finde rundt, at holde overblikket i bussen, at huske alt på indkøbslisten eller at få pakket de rigtige ting til badmintontræningen. Det er ofte de små detaljer, der bliver udfordret, men med lidt hjælp fra omgivelserne kan mennesker med demens sagtens leve et godt liv på trods af de udfordringer, der følger med en demenssygdom.

    Koncert for mennesker med demens

    Der er ikke noget, der kan vække minder som musik og sang. Derfor har Musikhuset og Demensvenlig By Aarhus inviteret borgere fra byens dagcentre og pårørende til en gratis koncert. Til koncerten er der ro og nærvær til at lade sig bevæge af musikken, og sammen med andre synge med på eller lytte til gammelkendte sange.

    “Vi vil gerne bidrage til, at mennesker med demens og deres familier får en god oplevelse sammen. Vi ved fra både erfaring og forskning, at musik stimulerer erindringer, og livekoncerter skaber værdifulde fællesskaber. Vi håber, at Alzheimerdagen kan være med til at sprede budskab og viden om demens og medvirke til, at vi tør tale sammen og mindske det stigma, der i noget omfang stadig er forbundet med sygdommen,” siger Jan Christensen, der er direktør i Musikhuset og demensambassadør. 

    Koncerten gentages den 23. november, hvor alle aarhusianere, der lever med demens tæt inde på livet, enten selv eller som pårørende, inviteres til en gratis koncert. Tilmelding er via Demensfællesskabet Østjyllands hjemmeside. Tilmelding kan ske fra ultimo september.

    Fakta

    Kom og mød Demensalliancen Aarhus til en snak om demens og demensvenlighed ved de nye placeringer af Forglem mig ej-bænkene d. 21. september kl. 13.00-15.00 på:

    • Silkeborgvej v/ Botanisk Have 
    • Rådhuspladsen 
    • Ingerslev Boulevard v/ Skt. Lucas Kirke 
    • Rehabiliteringsparken v/ Marselisborgcentret

    Demensalliancen Aarhus arbejder sammen om budskabet ´Vi står sammen om demens’ og består af Ældrerådet, Alzheimerforeningen Østjylland, Ældre Sagen, Dansk Sygeplejeråd, Folkekirken Aarhus, Den Gamle By, Demensvenlig By Aarhus og Aarhus Kommune. 

    Kontakt

    Demensvenlig By konsulent, Linn Wittendorff, tlf.: 41 85 87 61