Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sundhed og Omsorg

Aarhus skal gennem energikrisen

”Vi står overfor en energikrise. Vi er nødt til at gøre væsentlige tiltag for at sikre, at vi kommer godt igennem vinteren. Derfor skal løsningerne være klimavenlige, så vi arbejder med både korte og langsigtede løsninger.” Sådan siger rådmand for Sundhed og Omsorg, Christian Budde.

09. sep. 2022
  • Læs op

Indhold

    Han og magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg vil derfor gå i dialog med afdelingsbestyrelserne på plejehjemmene og ældreboligerne om, hvordan man kan hjælpe hinanden med at skrue ned for energiforbruget, og der er en række parametre, som man ifølge Christian Budde kan skrue på:

    ”Der er åbenlyse tiltag, som vi i sundhed og Omsorg selvfølgelig vil benytte os af, såsom at slukke lyset, sænke temperaturen, cykle mere, forsinke fyringsperioden længst muligt og reducere driftstiden på ventilationen, og vi er vil også undersøge, om der er tiltag, vi kan gøre for at energioptimere yderligere i vores kommunale bygninger – for eksempel at se på de maskiner vi har på plejehjemmene, i køkkenerne og på arbejdspladsen. Er det muligt at opgradere dem, så de anvender mindre strøm og vand? Vi er ikke i tvivl om, at både medarbejdere og de ældre gerne vil bidrage til nedbringelse af energiforbruget, så lad os hjælpe hinanden gennem energikrisen”.

    Derudover vil Christian Budde tage initiativ til en drøftelse i Aarhus Kommune om:

    • Der kan reguleres på gadebelysning og anden belysning i det offentlige rum – selvfølgelig med øje for tryghed og trafiksikkerhed
    • Om der skal indføres en fast hjemmearbejdsdag for administrative medarbejdere, så administrative arbejdspladser er nedlukket fx mandag, sådan at de administrative bygninger kan skrue yderligere ned for varmen hen over weekenden
    • Om man kan skrue yderligere op for teammøder (via PC) med henblik på at reducere transport til møder.

    Kontakt:

    Rådmand for Sundhed og Omsorg, Christian Budde, telefon 89 40 65 01