Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sundhed og Omsorg

Nikotin skal sparkes ud af kommunale arbejdspladser

Nikotinprodukter som nikotinposer, tyggetobak og snus er meget snart fortid på de kommunale arbejdspladser. Et politisk flertal i Aarhus Byråd vil gøre kommunens rygepolitik tidssvarende, og forslaget er derfor sendt til behandling i Magistraten.

  • Læs op

Indhold

    I 2013 gik Aarhus Kommune forrest, da byrådet som en af de første kommuner besluttede, at medarbejderne i kommunen ikke måtte ryge i arbejdstiden. Med et nyt beslutningsforslag stillet af sundhedsrådmand Christian Budde (V), rådmand for Kultur og Borgerservice Mahad Yussuf (B), Peter Sporleder (C) og Katrine Vinther Nielsen (F) er ønsket at gå skridtet videre og udvide rygepolitikken til også at gælde de nye nikotinprodukter på markedet.

    “Tobaksindustrien er altid et skridt foran, og derfor har vi som politikere et stort ansvar for at gå forrest og signalere, at nikotinprodukter på lige fod med cigaretter ikke er en del af kulturen som ansat i Aarhus Kommune. Vi skal som arbejdsplads sætte det gode eksempel for alle aarhusianere, og vi har et ansvar for at være rollemodeller for byens børn og unge. Nikotin er så afhængighedsskabende, at det frie valg er en utopi i den forbindelse. Særligt unge hjerner er påvirkelige over for nikotins vanedannende effekt, og derfor har vi som samfund pligt til at forhindre, at unge overhovedet tager hul på denne afhængighed” siger sundhedsrådmand Christian Budde.

    Med forslaget må medarbejdere i Aarhus Kommune således hverken bruge tobaks- eller nikotinprodukter i arbejdstiden. Derudover skal røgfrie arealer, både indendørs og udendørs, udvides til at gælde øvrige tobaks- og nikotinprodukter, ligesom salg af nikotinprodukter skal forbydes ved kommunal støttede arrangementer.

    Nikotinfri arbejdstid er ifølge det uafhængige ekspertråd Vidensråd for Forebyggelse et af de greb, kommunerne kan bruge for at begrænse børn og unges brug af nikotin. Hos Kræftens Bekæmpelse bakker de også op om forslaget:

    ”I Kræftens Bekæmpelse arbejder vi aktivt for at rygning ikke skal foregå i arbejdstiden og at flere arbejdspladser indfører røgfri arbejdstid. Oven i problemet med at der stadig er alt for mange danskere, der ryger, ser vi i disse år, at flere bruger nikotinprodukter. Derfor er det positivt, at Aarhus Kommune, der også var tidligt ude med røgfri arbejdstid, nu igen går foran udvider det eksisterende rygeforbud i arbejdstiden til også at omfatte snus og andre nikotinprodukter, som ikke er godkendt som medicin til rygestop, siger forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse Mette Lolk Hanak. 

    Efter byrådsmødet i går blev forslaget sendt til behandling i Magistraten, hvorefter der vil være bred inddragelse af medarbejderne. 

    Fakta

    • Lægemiddelgodkendte nikotinprodukter som nikotinplastre og nikotintyggegummi skal fortsat ikke være omfattet af politikken.
    • Som led i implementeringen skal alle medarbejdere, der ønsker det, have mulighed for at deltage i stopkurser ved Folkesundhed Aarhus - Røg- og snusfri (aarhus.dk)

    Kontakt

    • Christian Budde, rådmand Sundhed og Omsorg Aarhus, mobil: 6165 0943. Mail: christian.budde@aarhus.dk
    • Cecilie Winding, presseansvarlig Sundhed og Omsorg Aarhus, mobil 2335 1920. Mail wice@aarhus.dk

    Pressefotos af rådmand Christian Budde kan downloades fra https://www.aarhus.dk/om-kommunen/presserum/

     

    Sidst opdateret: 21. december 2023