Cigaretrøgen letter over Aarhus

Borgerne i Aarhus kan se frem til mindre rygning i det offentlige rum, efter et flertal i Aarhus Byråd onsdag besluttede at skabe flere røgfrie udearealer.

- Desværre er der en stor stigning i antallet af unge rygere, og i forvejen dør næsten 14.000 danskere hvert år på grund af rygning. Derfor skal vi reagere. Jeg ser frem til, at vi får røgfrie legepladser, busstoppesteder og røgfrie udearealer ved alt fra lokalcentre og biblioteker til administrationsbygninger og sundhedscentre, siger Jette Skive, rådmand, Sundhed og Omsorg.

- Jeg er glad for byrådets opbakning. Det er et kraftigt signal om, at vi må tage ved lære af, at tiderne skifter, og vi skal tage et ansvar for kommende generationer, rygere som ikke-rygere. De næste generationer skal ikke kæmpe med de følger, som rygning medfører, og det ansvar har byrådet taget på sig, siger Jette Skive.

Borgmester Jacob Bundsgaard udtaler:

- Byrådets beslutning sender et solidt signal til børn og unge om at rygning slet ikke hører hjemme i det offentlige rum, og på den måde kan vi forhåbentligt bidrage til at skabe nye generationer uden rygere. Da vi i sin tid som landets første kommune indførte røgfri arbejdstid, blev det anset som kontroversielt. I dag opleves det som helt naturligt, og sådan vil det også gå med røgfrie udearealer. Det er et vigtigt skridt i kampen mod de mange tobaks-dødsfald, siger Jacob Bundsgaard, borgmester.

Beslutningen betyder også, at der ikke længere må sælges tobak ved events og arrangementer i Aarhus støttet af Aarhus Kommune, og der må heller ikke sælges tobak i kommunalt ejede bygninger.

Aarhus Kommune har generelt taget dialogen med mange uddannelser, skoler og erhvervslivet i byen, og sammen med beslutninger i byrådet har det skabt et klart mål for en røgfri fremtid. Siden har Regeringen og flere af Folketingets partier sendt et signal om, at de blandt andet vil indføre røgfri skoletid, på grundskoler og uddannelsessteder med optag af unge under 18 år.

Aarhus var landets første kommune, der indførte røgfri arbejdstid for medarbejdere i kommunen. Det skete nogle år efter den første rygelov, som i 2007 fjernede rygningen fra restauranter og de fleste barer og værtshuse.

Udover forbud mod rygning på flere udearealer, har rådmand Jette Skive indgået en aftale med Gadeforeningen Strøget om en kampagne i en periode, der skal opfordre folk til ikke at ryge.

Fakta

Sundhed og Omsorg har for et par uger siden gennemført en uges kampagne på baggrund af den senest vedtagne sundhedspolitik. Her er budskabet ”Tak fordi du ikke ryger”. På grund af COVID-19 vil kampagnen blive gentaget.

Vedhæftede fotos fra Sundhed og Omsorgs kampagne kan bruges af pressen ved samtidig at kreditere Aarhus Kommune/Sundhed og Omsorg.