Verdenskongres i rehabilitering udsættes

Verdenskongressen Moving Societies med planlagt afholdelse i Aarhus til september er udskudt et år, og afholdes nu i tidsrummet 7.-9. september 2021.

-Covid-19 har gjort sit indtog i hele verden, og den eneste måde, hvorpå vi kan udgå smittespredning, er at vi står sammen, hver for sig, lyder det fra direktør Hosea Dutschke, Sundhed & Omsorg, Aarhus Kommune og en af hovedkræfterne bag kongressen:

- Da jeg før påske blev orienteret om, at den internationale komite arbejdede på at flytte kongressen et år frem, var det derfor også med fuld opbakning herfra. Det er det eneste rigtige at gøre, fortsætter han.

Nye muligheder

Direktøren finder det selvfølgelig ærgerligt at det er nødvendigt at udskyde – specielt fordi en hel række mennesker det seneste år, har arbejdet ihærdigt på at få kongressen op at stå.

- Det kræver både faglige kompetencer inden for rehabilitering, men også en masse koordinering og ikke mindst knofedt, at afholde en kongres af den størrelsesorden, og både kommunen, regionen og frivillige har arbejdet på arrangementet i mere end et år. Jeg er dog af den opfattelse, at en udsættelse også kan give os nye muligheder og nye perspektiver, siger Hosea Dutschke.

Det er selvfølgelig Covid-19 han hentyder til. For når man taler om virussmitte, så kan man ikke komme udenom nogle af de mest udsatte i vores samfund – borgere med behov for rehabilitering. Derfor vil kongressen til september 2021 også blive med et fokus på netop virussmitte og rehabilitering.

- Lige nu står vi alle midt i en pandemi, og ingen af os ved hvor den bringer os hen. Men med de seneste meldinger fra hospitalerne ved vi, at det primært er ældre og mennesker med kronisk sygdom, som rammes. Lige netop de mennesker, som også har behov for rehabilitering. Samtidig skal vi huske på, at selvom man udskrives fra hospitalet, og kan lægge sin virusinfektion bag sig, så kan der muligvis være behov for rehabilitering, påpeger koncerndirektør Anders Kjærulff, Region Midtjylland.

-Virussmitte og rehabilitering vil derfor fremadrettet være et særdeles aktuelt emne, og mon ikke også det kommer til at præge dagsordenen til september 2021, fortsætter han.

Coronavirus vil også komme til at sætte sit præg på kongressen i 2021

Hvordan og i hvilket omfang kongressen vil præges af Covid-19 vides endnu ikke, men der er selvfølgelig ingen tvivl om, at Covid-19, virussmitte og rehabilitering kan være en og samme, og derfor vil corona og virussmitte også, i et vist omfang, være et emne til kongressen.

- De der er mest udsatte for virussmitte er netop borgere med rehabiliteringsbehov, og der er ingen tvivl om, at det fokus skal vi selvfølgelig have på næste års kongres, fortæller præsident for Rehabilitering Danmark Claus Vinther Nielsen, som fortsætter:

- Lige nu arbejder både komiteen og sekretariatet dog på højtryk for at informere alle de involverede parter, herunder også alle de mere end 500 fagfolk fra 43 forskellige lande, der havde meldt sig til kongressen.

Efter sommerferien går detailplanlægning af verdenskongressen 2021 for alvor i gang.