Ny udstilling: Sundt liv i en digital verden

Den nye udstilling åbner i Aarhus Kommunes udstillingsrum DokkX, fredag 23. august kl. 14.30.

Der vil være mere end 100 forskellige eksempler på velfærdsteknologiske løsninger. Oplev blandt andet en sål, du lægger i dine sko og kobler op til en app. Den måler ens trykbelastning, og det kan hjælpe for eksempel diabetespatienter til at mindske risiko for fodsår eller hjælpe patienter i genoptræning.

Du kan også lære at accelerere din hjerne. Med en hjernestimulator kan stimulere dine mere kreative eller mere fokuseret processer. Vil du motionere kan du prøve en interaktiv cykelsimulator, hvor du følger med i Tour de France hjemme i stuen for at motionere. Er du epilepsipatient kan et armbånd hjælpe dig i direkte kontakt med sundhedspersonale.

Udstillingen bliver åbnet af formand for sundhed- og omsorgsudvalget, Lone Hindø:

- Vi lever jo i en digital verden, hvor teknologien i større eller mindre grad er en del af vores hverdag – både i arbejds- og fritidslivet. De fleste mennesker vil også helst selv styre mange teknologier og opleve selvstændighed, men det kræver viden og erfaring. Det kan udstillingen hjælpe os med at blive klogere på, siger Lone Hindø.

Alle teknologier kan ses og prøves under rådgivning fra faglige medarbejdere fra den social økonomiske virksomhed Teknologi i Praksis, som har et strategisk partnerskab med Aarhus Kommune.

”Sundt liv i en digital verden” er delvist finansieret af Region Midtjylland i samspil med AAL Forum 2019.

DokkX, som dagligt er åbent for gæster fra både ind- og udland har i de første 3 år og 3 måneder haft mere end 44.000 gæster.