Brand på plejehjem i Tilst: Beboerne bliver genhuset

Natten til mandag klokken 01.33 opstod der brand på Plejehjemmet Havkær i Tilst. Branden opstod i en beboerlejlighed, og der var kraftig røgudvikling. Alle beboere blev reddet ud, og ingen kom alvorligt til skade. Beredskabet var talstærkt til stede, og her til morgen er branden slukket. Tre beboere blev sendt på skadestuen til tjek for røgforgiftning, men de er hjemme igen i god behold. Kommunen er i fuld gang med at kontakte pårørende og genhuse beboerne. 

“Vores nattevagtepå tværs af sundhed, hjemmepleje og plejehjem har ydet en stor indsats i nat. Flere er blevet kaldt ind midt om natten. De har beroliget de berørte beboere og hjulpet med at genhuse beboerne,” siger Annette Secher, ældre- og omsorgschef.  

Plejehjemsbeboerne på Havkær er nu blevet genhuset til Hasle Plejehjem, Vikærgården og andre fløje på Havkær, der ikke har været berørt af branden. Skadeservice er i fuld gang på stedet.  

“Forhåbentlig er der tale om en kortvarig genhusning. Kun en enkelt lejlighed har brandskader, ellers er der tale om røg. Det vigtigste lige nu er, at vi tager hånd om beboerne og deres pårørende, “ siger Annette Secher. 

 

Er man pårørende og har spørgsmål, kan man kontakte plejehjemschef Anker Thuesen: 40 30 51 09 

Pressen kan kontakte presseansvarlige Tue Germundsson: 41 85 90 54