Ni ud af ti plejehjemsbeboere er tilfredse med deres plejehjem

Ni ud af ti plejehjemsbeboere er tilfredse med deres offentlige plejehjem og glade for samarbejdet med medarbejderne. Det viser årets beboerundersøgelse for plejehjem udarbejdet af Sundhed og Omsorg. Dermed fastholder plejehjemmene samme tilfredshedsniveau som forrige år, og det glæder rådmand Jette Skive:  

“Det er dejligt, at langt størstedelen af beboerne på de offentlige plejehjem er glade og tilfredse. Både for faciliteterne, men også for vores dygtige medarbejdere. På ældreområdet er vi ofte skydeskive for kritik, og man kan få et negativt indtryk af området på grund af det billede, der tegnes i medierne. Derfor er det rart at blive bekræftet i, at vores beboere rent faktisk er glade og tilfredse med os, og den service, vi leverer,” siger hun. 

93 procent af beboerne på de offentlige plejehjem oplever desuden, at medarbejderne er venlige og imødekommende, og tre ud af fire synes, at der er en hjemlig og hyggelig stemning.  

”Vi er glade og stolte over resultatet, særligt i lyset af den landsdækkende udfordring om at få nok kvalificerede hænder. Vi skylder en stor tak til vores meget engagerede ledere og medarbejdere, der hver eneste dag yder en stor indsats for, at beboerne oplever, at vores plejehjem er gode og trygge hjem,” siger ældre- og omsorgschef, Annette Secher.   

På de private plejehjem er flertallet af beboerne ligeledes tilfredse. Her er 86 procent af beboerne tilfredse med plejehjemmene, hvilket er en lille tilbagegang i forhold til seneste måling fra 2019. 88 procent er glade for samarbejdet med medarbejderne.   

“Jeg er glad for, at vores private- og selvejende plejehjem yder en rigtig god service overfor vores borgere, og at den overordnede tilfredshed i år er lige i hælene på de offentlige. Det betyder, at vores ældre borgere trygt kan vælge mellem offentlige og private plejehjem,” siger Jette Skive.  

  

Fakta om undersøgelsen:  

  • Sundhed og Omsorg har i ugerne 38-43 gennemført de årlige brugerundersøgelser på plejehjem og blandt pårørende til beboere på plejehjem. I alt har 1.437 beboere deltaget i interviews på tværs af alle offentlige, private og selvejende plejehjem. Samtidig har 1.368 pårørende til beboere på plejehjem besvaret en spørgeskemaundersøgelse. 
  • Find de fulde resultater af undersøgelserne via linket nedenfor.