Mænds helbred under lup

Sundhedsfremmeudvalget i Aarhus Kommune vil fremme mænds sundhed med nye indsatser:
- Når flere mænd end kvinder bliver smittet og dør af corona, bliver vi nødt til at kigge nærmere på, hvorfor der er den ulighed, så vi kan nå ud til de mænd, som er mest udsatte og sårbare, siger Peder Udengaard (S), som fortsætter som formand for Sundhedsfremmeudvalget.

Det er en vigtig pointe, mener Finn Breinholt, seniorforsker hos DEFACTUM og eksternt medlem af Sundhedsfremmeudvalget:
-  Epidemien har afsløret, det man kunne kalde den nye sårbarhed. Vi er blevet rigtig gode til at behandle kroniske sygdomme, og derfor er der mange mennesker, der lever fint med forskellige kroniske lidelser, indtil der sker sådan noget som COVID-19. Så deler befolkningen sig pludselig i to grupper, de sårbare og resten, siger Finn Breinholt.
Forebygge stoffer i nattelivet
Erfaringerne fra arbejdet i det midlertidige såkaldte §17 stk. 4 opgaveudvalg, er blevet belønnet af byrådet med en forlængelse det næste år. Opgaveudvalget genoptager formelt set arbejdet efter sommerferien, hvor de vil kaste sig over fem nye temaer:
Foruden mænds sundhed vil udvalget beskæftige sig med, hvordan man kan bruge kultur til at skabe værdi for – og med – borgerne i Aarhus, hvordan man kan forebygge og håndtere stoffer i festmiljøerne, hvordan man kan sikre sundheden for borgere med anden etnisk baggrund end dansk, og hvordan man via sundhedstiltag kan bidrage til grøn omstilling og klimadagsordenen.
- Jeg er glad for, at et samlet byråd vurderede resultatet af det tidligere udvalgs arbejde så godt, at vi kan fortsætte udvalget. Med Aarhus Kommunes nye sundhedspolitik i ryggen, forventer jeg, at Aarhus kan rykke endnu kraftigere på forebyggelse og fremme borgernes sundhed og livsglæde. Det kræver, at vi politisk også er vedholdende og sætter dagsordenen, siger Peder Udengaard.
- I sidste periode brugte vi systematisk borgernes erfaringer i vores politiske behandling af temaerne, hvilket var utroligt givende og et frisk pust til den traditionelle måde at lave politik på, siger Peder Udengaard.
Udvalget vil derfor igen bygge deres drøftelser på borgernes input samtidig med, at de henter faglig ekspertise ind fra en række faste eksterne medlemmer af udvalget: Sundhedsøkonom Jes Søgaard, direktør for Idrættens Analyseinstitut Jakob Rathlev, professor og ekspert i sundhedskompetence Helle Maindal, læge Lise Høyer og seniorforsker og ekspert i social ulighed i sundhed Finn Breinholt.
Sundhedsfremmeudvalgets fem temaer for kommende periode bliver:

•                      Kultur og Sundhed
•                      Rusmidler
•                      Mænds sundhed
•                      Sundhed og etniske minoriteter
•                      Sundhed og klima
De fem deltagere i sundhedsfremmeudvalget bliver byrådspolitikerne:

Peder Udengaard (S), formand, sundhedsfremmeudvalget
Dorthe Borgkvist (S)
Steen Bording Andersen (S)
Eva Borchorst Mejnertz (R)
Hans Skou (V)