Sundhedspersonale passer på de ældre i Aarhus

Ældre og svækkede borgere får fortsat pleje af sundhedspersonalet i Aarhus Kommune, mens en stor del af byen lukker ned.

- På grund af risiko for en øget mængde af smittede borgere eller medarbejdere, bliver der allerede nu prioriteret i opgaverne. Det betyder, at de vigtigste pleje- og hjælpeopgaver bliver prioriteret, siger Hosea Dutschke, direktør, Sundhed og Omsorg.

- Vi opfordrer samtidig til, ligesom statsministeren, at borgerne passer på hinanden og her tænker vi særligt på familier, naboer og venner, der holder et vågent øje med ældre og svækkede borgere i eget hjem.

- Pårørende skal desuden fortsat blive væk fra plejehjemmene i Aarhus. Plejehjemsbeboere - og ældre, svækkede i eget hjem - er særligt udsatte for coronavirus, siger Hosea Dutschke.

To beboere smittet med coronavirus

To beboere på Plejehjemmet Hørgården i Aarhus Nord blev onsdag testet positive med coronavirus. Det sker efter en medarbejder på plejehjemmet tirsdag fik konstateret virus.

- Seks beboere er testet på grund af symptomer. To beboere har fået konstateret infektion med coronavirus, mens fire resultater er negative. Vi fortsætter al beredskab på plejehjemmet og forsøger at inddæmme smitten i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed. De to beboere var på aflastningspladser, som holdes helt adskilt til resten af plejehjemmet. Vi samarbejder med infektionsmedicinsk afdeling om behandling og følger anvisningerne. 20 medarbejdere er samtidig sendt i hjemmekarantæne, fordi de har givet pleje til de to smittede beboere uden brug af værnemidler før 11. marts, siger Vibeke Dahmen, viceområdechef, Aarhus Kommune.

- Vi skal gøre alt for, at beboerne fortsat oplever den pleje og omsorg, vi altid giver dem uagtet, at de har smitte eller ej. Vi holder et ekstra vågent øje de kommende dage med yderligere symptomer hos beboere og medarbejdere. Vi vil samtidig skrue op for daglig rengøring og sørge for ekstra grundig hygiejne, siger Vibeke Dahmen.

- Samtidig skal pårørende, frivillige og andre besøgende, der har været på plejehjemmet siden 5. marts, være opmærksomme på, om de udvikler symptomer og i fald kontakte egen læge. Alle pårørende, frivillige eller andre skal ikke besøge plejehjemmet. Ved særlige behov skal forstanderen kontaktes, siger Vibeke Dahmen.

Kontaktperson

Sundhed og Omsorg har ikke yderligere kommentarer for nuværende i forhold til Hørgården, og Vibeke Dahmen er ikke at træffe for yderligere kommentarer.

Handler det om generel kommentar fra Sundhed og Omsorgs ledelse, kan kontakten gå via Thomas Chemnitz, pressechef, tlf. 41857752.