Sundhed og Omsorg kan skaffe 300 boliger til ukrainske flygtninge

Det drejer sig blandt andet om boligerne i plejehjemmet Møllestien, der står tomt, da det skal bygges om og boliger på det nedlagte DCA i Aarhus Nord, som skal omdannes til dagcenter. Desuden er der ledige ældreboliger rundt om i byen, som er stort set indflytningsklare. Der er tale om umøblerede boliger med et eller to rum.

-Man kunne håbe på, at det ikke bliver nødvendigt, men krigen fortsætter og vi ved ikke hvor mange, der bliver tvunget til at forlade Ukraine.

-Derfor er vi i gang med at forberede os på at kunne modtage og hjælpe flygtninge, som jo især vil være kvinder, børn og ældre, der har måttet efterlade deres mænd, fædre og sønner derhjemme.

Hvis alle boligerne kommer til at huse flygtninge, må kommunen sætte nogle af sine projekter i stå.

-Det kan betyde, at dagcenteret i Skejby bliver forsinket, ligesom ombygningen af plejehjemmet Møllestien, men det er en lille pris at betale for at hjælpe dem, der er flygtet fra krig i Europa, siger Christian Budde.