Hotel forbedrer medarbejdernes dagligdag og trivsel

13 procent af den danske voksne befolkning ryger og antallet af unge rygere er for første gang steget efter to årtier, viser undersøgelser. Hotel Scandic Aarhus City havde for ikke længe siden 26 procent rygende medarbejdere, men så besluttede de at få fokus på en ændret livsstil. Nu ryger kun 7 procent af medarbejderne.

Det er sket ved at ændre rammerne i hverdagen med en røgfri arbejdsdag, sund kantinemad og træning i arbejdstiden. De kan sågar se forbedringen i medarbejdernes kolesteroltal:

- Vi havde et mål om at øge trivslen blandt medarbejderne, og det må vi sige er opnået. Medarbejderne er gået sammen om at træne, og vi kender hinanden endnu bedre. Vi skulle selvfølgelig lige vænne os til at svede sammen. Fællesskabet og trivslen er blevet endnu bedre på hotellet, siger Nina Carlslund, direktør, Hotel Scandic Aarhus City, som skal fortælle om erfaringerne 20. november på Christiansborg ved en rundbordssamtale om sundhedsmiljø.

Sundheds- og ældrerådmand Jette Skive er imponeret over resultaterne:

- Det her viser især, at der er rigtig mange borgere, som faktisk gerne vil øge deres sundhed og forbedre livsstilen. Derfor kan vi ved at hjælpe virksomhederne ikke blot skabe en endnu bedre arbejdsdag, men medarbejderne tager de gode erfaringer med hjem, siger Jette Skive.

Flere virksomheder går samme vej
Indsatsen med Hotel Scandic Aarhus City er stablet på benene i samarbejde med Folkesundhed Aarhus i Aarhus Kommune og idrætsstuderende fra Aarhus Universitet.

Gennem et års samarbejde er der gennemført specifikke indsatser, udpeget af medarbejdere og ledelse, efter en sundheds- og trivselsundersøgelse.

På samme vis har andre aarhusianske virksomheder også taget fat såsom APM Terminals og rengøringsfirmaet Servico.