Høring: Slut med rygning på legepladser, genbrugsstationer og ved biblioteker

Aarhus Byråd ønsker at færre begynder at ryge, og at flere skal vælge et røgfrit liv. Derfor er de fem rådmænd i Aarhus Kommune kommet med en række forslag til røgfrie udearealer. Det vil sige områder under åben himmel, hvor det ikke længere skal være tilladt at ryge.

Blandt forslagene er røgfrie arealer ved alle kommunens legepladser, genbrugsstationer, idrætsfaciliteter og udearealerne ved alle biblioteker, lokalcentre, sundhedshuse og administrationsbygninger. Det er i forvejen ikke tilladt at ryge i nærheden af skoler eller daginstitutioner. I 2013 indførte Aarhus Kommune rygeforbud for medarbejdere i arbejdstiden.

Forslagene er i høring frem til 6. november 2019.

- Jeg er glad for, at de andre rådmænd og byrådet sammen med mig tager initiativ til, at Aarhus skal have en røgfri fremtid. Vi lytter i forvejen til de mange virksomheder og uddannelsesinstitutioner, som også vil have gemt tobakken væk og med de nye forslag går vi et skridt videre. Vi må løbende følge op med nye initiativer. Det skal ikke ses som en hetz mod rygere men i stedet et hensyn til at undgå passiv rygning og samtidig gøre det ualmindeligt at opleve rygning, for vi ser desværre, at antallet af nye unge rygere er stigende, siger Jette Skive, rådmand, Sundhed og Omsorg.

Forslagene til røgfrie udearealer kan ses på kommunens høringsportal, hvor der også kan gives et høringssvar:

Se høringen og afgiv høringssvar

Efter høring vil Sundhed og Omsorg gennemgå høringssvar og så bliver et samlet forslag behandlet i Aarhus Byråd i december 2019.