Manuelle afspærringer ved Mindet

En bil kom mandag i nærkontakt med de automatiske pullerter ved Mindet efter fejl i teknologien, som styrer lysreguleringen og pullerterne.
 
Ingeniører arbejder på højtryk for at rette fejlen, men indtil en løsning er på plads og gennemtestet vil manuelt opsatte afspærringer overtage pullerternes funktion. 
 
Det vil sige, at strækningen mellem Mindet og Sydhavnsgade fra i morgen igen vil være lukket i myldretiden mellem kl. 6.30-9.30 og kl. 14.30-18.00 på hverdage.
 
”Det er dybt beklageligt og burde ikke kunne ske. Vi har lokaliseret fejlen, men vi kender endnu ikke den præcise årsag til, hvad der udløste den. Indtil vi har 100 procent styr på teknikken, udfører vi pullerternes opgave med håndkraft,”
Trine Buus Karlsen, mobilitets- og anlægschef i Teknik og Miljø.
 
Den midlertidige løsning sker efter aftale med Østjyllands Politi og vil fungere, indtil alle systemer virker efter hensigten.