Rådmand udpeger 13 hastighedszoner

På onsdag præsenterer Bünyamin Simsek en liste for Teknisk Udvalg med 13 områder i Aarhus, hvor rådmanden for Teknik Miljø vil indføre hastighedszoner med max 40 km/t.

Zonerne skal øge trafiksikkerheden og skabe større tryghed i de udpegede lokalområder, som spænder fra Kalenderkvarteret til Kasted.

”Vores lokalsamfund skal være trygge steder, hvor forældre med ro i maven kan lade børnene cykle alene af sted i skole. Vi har haft en god dialog med de berørte fællesråd, og vi tror på, at hastighedszonerne kan gøre en reel forskel i hverdagen i de udpegede områder,”
Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø.

Planen er at detailplanlægge og udføre én hastighedszone ad gangen i tæt samarbejde med berørte skoler og fællesråd. 

Succes i Mårslet

Hastighedszonerne skal ses i lyset af gode erfaringer fra Mårslet, hvor hastighedsgrænsen siden 2017 har været sat ned til 40 km/t. Her viser hastighedsmålinger, at trafikanterne efter den nye fartgrænse kører helt op til ni km/t langsommere på nogle af byens mest trafikerede veje.

Hastighedsmålingerne blev bakket op af en rundspørge i byen, hvor næsten halvdelen svarede, at de følte sig mere trygge i trafikken efter indførslen af den nye hastighedsgrænse.

Byrådet har allerede afsat 15 millioner kroner til hastighedszoner, men listen med de 13 konkrete projekter skal endelig defineres og godkendes. Forventningen er, at de første hastighedszoner bliver en realitet til foråret, og at arbejdet vil strække sig frem mod slutningen af 2021.

Se kort der viser de 13 udpegede områder og den foreslåede rækkefølge.

Fakta – de 13 hastighedszoner

Tilst
Hjortshøj
Stavtrup
Langenæs
Kalenderkvarteret
Solbjerg
Kasted
Brabrand
Egå
Sabro
Spørring
True
Tranbjerg