Vejen til trafikulykker er brolagt med dårlige undskyldninger

”Afhørte forklarede, at hun havde lidt travlt, da hun skulle nå at købe den sidste julegave, inden Salling lukkede kl. 22.00”.

Sådan lyder en af de mere opfindsomme undskyldninger, som Østjyllands Politi har noteret efter at have stoppet en bilist, som kørte over for gult eller rødt lys. Men der er in-gen gode undskyldninger for at sætte eget eller andres liv og førlighed i fare, og det gælder alle trafikanter, uanset om er i bil, cykel, bus, lastbil eller er gående.

”Der er stadig alt, alt for mange, der kører eller går over for gult eller rødt lys. Der findes ingen undskyldninger, der kan retfærdiggøre, at man undsætter sig selv og andre for en unødvendig risiko i trafikken, uanset om man er i bil, på cykel eller bruger et andet transportmiddel,"
Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø.

41 pct. af personskadeuheldene i de 10 mest uheldsbelastede kryds i Aarhus, skyldes at trafikanter er kørt over for gult eller rødt lys. Derfor samarbejder Østjyllands Politi og Aarhus Kommune igen om kampagnen Aarhus bremser for gult i uge 39 og 40.

Østjyllands Politi bakker om kampagnen med kontrol og et særligt fokus på gul- og rødkørsler i kampagneperioden.

”Vi har hørt det meste. Men uanset hvilken forklaring du prøver at binde os på ærmet, så betyder det gule lys i udgangspunktet stop – akkurat ligesom det røde lys,”
Amrik Chadha, politikommissær ved Østjyllands Politi.

Det koster en bøde på 1.500 kroner at køre over for gult, hvis politiet vurderer, at bilisten burde have bremset.

Fakta

Kampagnen er et samarbejde mellem Aarhus Kommune og Østjyllands Politi. I 2019 afvikles kampagnen i uge 39 og 40.

En YouGov undersøgelse viste i foråret 2018, at halvdelen af 445 adspurgte bilister i Aarhus ikke kendte reglen for, hvornår det i følge færdselsloven er tilladt at køre over for gult lys. En tredjedel af de adspurgte bilister svarede selv, at de kører over for gult lys.

Kampagneindsats består blandt andet af asfaltgrafik i udsatte kryds, kampagnefilm og debat på Facebook, plakater i byrummet, samarbejde med FDM og Aarhus Kørerlærer-forening samt politikontrol.

Læs mere på bremsforgult.dk