Aarhus får sin egen naturkanon

Skovsø i Lisbjerg Skov

Aarhus Kommune skal have sin egen lokale naturkanon. Derfor har Teknik og Miljø sammen med Det Grønne Råd nomineret 15 unikke naturområder, og nu er det op til aarhusianerne at stemme på deres yndlingsnatur og sikre stedet en plads i den endelige kanon.

Der findes allerede en landsdækkende naturkanon, men i Aarhus er vi så privilegerede, at vi har fantastisk natur nok til at have vores helt egen kanon.
Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø.

Naturkvaliteten på de 15 nominerede steder er i alle tilfælde noget helt særligt samtidig med, at stederne er en oplevelse at besøge.

Unik natur i hele kommunen

Lisbjerg Skov, Mariendal Strand og Jeksendalen er alle steder, som er nomineret til Aarhus’ Naturkanon. Der er altså naturperler i alle afkroge af kommunen, som bare venter på at blive udforsket.

Mange har fået øjnene op for kvaliteten i naturen i dette forår. Jeg håber, at Aarhus’ Naturkanon kan være med til at inspirere endnu flere aarhusianere til at komme ud og opleve den unikke natur, vi er så heldige at være omgivet af alle steder i kommunen.
Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø

Ud over at skabe opmærksomhed om kommunens spændende natur er formålet med Aarhus’ Naturkanon også at få aarhusianernes øjne op for, at jo bedre vi passer på og værner om naturen, jo flere oplevelser venter der på os derude.

Sådan stemmer du

Læs mere om de 15 nominerede steder, og stem på dine favoritter her.

Her kan alle stemme på op til fem steder, de ønsker skal indgå i Aarhus’ Naturkanon.

Afstemningen er åben fra 1. juli til 31. juli 2020. Den endelige Aarhus’ Naturkanon forventes offentliggjort i august 2020.

Fakta

De 15 steder er udvalgt efter samme principper som Danmarks Naturkanon:

  • Den enkelte lokalitet skal have en smuk natur og noget særligt, der er værd at besøge.
  • Lokaliteten skal have en væsentlig biologisk, geologisk eller landskabelig værdi.
  • Der skal være offentlig adgang til hele lokaliteten eller til væsentlige steder inden for den.
  • Der skal være mindst én specifik geografisk lokalitet som nemt kan formidles og være en naturlig indgang for dem, der vil besøge naturområdet.

Ved nominering og senere udvælgelse af de endelige natursteder er der udelukkende tale om en positiv markering, uden at det medfører en juridisk status eller driftsmæssig opgradering af stederne.